Syng, spis og snak – kalender forår 2019

Publiceret 16-01-2019

”Syng, spis og snak” er nu klar med forårets 26 arrangementer fordelt på 13 højskoler i Danmark.

I løbet af det seneste halvandet år har Højskolerne med støtte fra Nordea-fonden inviteret danskerne til fællessang, fællesspisning og gode samtaler.

Se listen over arrangementer her

På nuværende tidspunkt er der gennemført 80 arrangementer i Syng, spis og snak, hvor tilslutningen løbende har været stigende i de respektive lokalsamfund.

Vi mærker i høj grad, hvordan fællessangen skaber adgang for møder mellem mennesker, der ellers ikke ville mødes

Rasmus Skov Borring

Fællessang har medvind

Projektleder Rasmus Skov Borring er glad for, at så mange byder initiativet velkommen og møder op på højskolerne for at synge sammen:

”Der blæser gode vinde omkring fællessangen som mødested i Danmark. Vi mærker en stor interesse fra alle generationer. Når forårets programrække er i hus, har vi nået målet om at åbne højskolerne over 100 gange i pilotperioden," siger han og uddyber:

"Vi glæder os meget over, at der etableres mange nye bekendtskaber gennem vores arrangementer. Vi mærker i høj grad, hvordan fællessangen skaber adgang for møder mellem mennesker, der ellers ikke ville mødes.”

"Det vigtigste er, at det ikke er højtideligt."

I videoen herunder, kan du få et indtryk af, hvad det vil sige at være med til et Syng, spis og snak-arrangement. Her beskriver flere gæster, hvordan de oplevede at deltage i Syng, spis og snak i deres lokalsamfund.