Højskolerne har med udgangspunkt i højskolesange og traditionen for "det levende ord" produceret en række etiketter, som kan være inspiration til en samtale om livets små og store spørgsmål.
Etikette er ...
Etikette er et sæt regler for den omgangsform og opførsel, der anses for dannet og passende. Det er også noget, du finder bag på for eksempel øl- og sodavandsflasker.
Etikette
Øl kan være det, der får vores samtaler til at glide, og sjovt nok også nogen gange det, der kan få os til at ”bryde etiketten”. Vi kender alle til udtrykket ”fra børn og fulde folk….” eller ham vennen, som hver gang, efter han har været i byen, næste dag siger ”er du vanvittig, hvor var jeg klog i går”.
”Samtaleetiketter” vil bidrage til den samtale, hvor man måske kommer steder hen, man ikke umiddelbart selv havde tænkt på, inden man drog til familiefest, fredagsbar, folkemøde…
Spørgsmål der indleder samtalen
Med spørgsmål som ”Har vi regler, som ikke kan bøjes?” håber vi at inspirere til at samtale og lytte til os selv og hinanden – og måske dem, der var forud for os.
Derfor er der også til hvert spørgsmål knyttet en sang fra højskolesangbogen, som kan inspirere én ud i tankebanerne om livets store spørgsmål. Som når vi spørger, ”Hvad vil du gå i døden for?” og lægger op til at kunne fortsætte et vers fra Jørgen Gustava Brandts ”Tænk at livet koster livet”.
For hvordan fortsætter vi sætningen ”Tænk at livet koster livet! Det er….” hvis vi vil bruge vores egne ord? Og hvis vi ikke kan det; kan det at læse sangen, synge sangen, så hjælpe os på vej mod et svar, eller en samtale, om et af livets mange store spørgsmål?
Det er det, vi håber på, med samtale-etiketterne. At vi vil kende etiketten, bryde etiketten og tale sammen på opbyggelige måder og sammen blive klogere – på os selv, kulturarven og hinanden.