Blomstre som en rosengård

Baggrund Året

Sangen er en adventssalme, der handler om forventningerne til Herrens komme. Herrens komme betyder ikke opfyldelsen af rent menneskelige forventninger, men muligheden for menneskers frelse. Antiromantikeren Thomas Laub skrev en alternativ melodi i et mere følelsesforladt tonesprog, men Hartmanns romantiske melodi vandt den folkelige sejr.

Salmen fører Esajasprofetien frem til sin samtid

I sin oprindelige form findes denne salme i Sang-Værk til den danske Kirke fra 1837 – ”Efter Propheten Esaias 35”. I 15 vers fører Grundtvig Esajasprofetien frem til sin samtid: De første fem vers gengiver løftet om et gyldenår, hvor al lidelse er forsvundet. I lige så mange vers skildres profetiens opfyldelse derefter med Jesus’ ord og gerninger. De sidste fem vers skal så vise, at profetien stadig er virksom. Højskolesangbogen bringer versene 1, 3-6, 13 og 15.

Grundtvig gjorde salmen til en adventssalme

Helligåndens helt afgørende betydning som levendegører (den der gør alting levende) finder her klart udtryk. I sin oprindelige form er salmen således snarest en pinsesalme. For at salmen kunne egne sig til kirkebrug, ændrede Grundtvig den, sådan at salmen i sin nuværende form fra 1853 er blevet en af de store adventssalmer.

Salmen handler om forventningerne til Herrens komme

Advent kommer af ”adventus Domini”, Herrens komme. Salmen handler om de forventninger, denne forjættelse fremkalder: Grundtvig gør brug af en urgammel, fællesmenneskelig drøm om et glædeligt og fredfyldt liv uden lidelse – en drøm han fandt udtrykt af Esajas. Men når denne drøm ikke er blevet indfriet, hvad Grundtvig oplevede lige så klart som alle andre, hvordan kan han så tale om, at profetien er blevet opfyldt gennem Jesus og om profetiens fortsatte virke?

Muligheden for menneskers frelse

Det er som om, Grundtvig vil sige: Så store drømme kan mennesker drømme, og alligevel betyder Herrens komme mere end det. Herrens komme betyder ikke opfyldelsen af rent menneskelige forventninger, men muligheden for menneskers frelse.

Blomstre som en rosengård

1. Blomstre som en rosengård
skal de øde vange
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.

2. Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!

3. Herren kommer, Gud med os!
Troen på ham bier.
Byde vil han Fjenden trods
som sit folks befrier.
Alt betales på ét bræt:
Fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.

4. Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren fjern og nær
høre frydesange!
Som en hind da springer halt,
stammer, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme."

5. Så i Herrens helligdom
grant Esajas spå'de,
tiden randt, og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.

6. Ære med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.

7. Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
"Blomstre som en rosengård
skal de øde vange.
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder."

Ordforklaringer

1.6-7 Libanon, Karmel, Saron: stednavne i Israel, det forjættede land, som igen skal blomstre

4.6 stammer: et menneske der stammer

5.2 grant: klarsynet

5.6 som gør end: som endnu, fortsat gør; i lys og løn: i åbenhed og i det skjulte

Thomas Laub skrev en alternativ melodi

Som det er tilfældet med så mange andre af romantikkens melodier, skrev antiromantikeren Thomas Laub en alternativ melodi til denne tekst i 1916. Den kom i både Højskolesangbogen og Den Danske Koralbog, men begge steder står nu kun Hartmanns melodi, som således har vundet den folkelige sejr.

Hartmanns melodi ramte kernen i Grundtvigs tekst

Meldingen er klar: Hartmann har med sin iørefaldende melodi fra 1861 ramt kernen i Grundtvigs følelsesladede tekst. Og i det hele taget er disse salmer fra kirkeårets højtider – og måske især advent og jul – nok bedre tjent med en romantisk melodi end med Laubs bud på et mere karsk og følelsesforladt tonesprog.

Melodien er elegant

Nu er det jo ikke sådan, at Hartmanns melodi driver af sentimentalitet! I stedet rammer den med sine punkteringer i begyndelsen af 1., 3., 5. og 6. linje en elegant stil, der understreges af den nænsomme harmonisering. Den starter med de første to-tre takters forankring i C-dur, og efterhånden udvikler den sig tættere og tættere, inden den falder til ro på en genkendelig kadence i de sidste tre takter. Melodien arbejder sig elegant opad fra takt 9, kulminerer på de forlængede nodeværdier i takt 12 på melodiens højdepunkt og lægger sig til sidst til hvile på den dybe grundtone.