Græsset synes altid grønnere på den anden side
Længslen efter det uopnåelige, det fortryllende og det perfekte kan få mange mennesker til midlertidigt at glemme den lykke, de allerede har mellem hænderne, når græsset synes grønnere på den anden side. I middelalderens verdensbillede var elverpiger, nøkker og huldrer billeder på følelsernes uransagelige besættelse, der hev og sled i mennesket for til sidst at trække dem med sig ind i den mørke natur og længslernes og glemslens holdested.
En stærk fortælling om længslens besnærende kraft
Bonden og Elverpigen er baseret på Hr. Bøsmer i Elverhjem fra Svend Grundtvigs folkevisesamlinger fra 1853, Danmarks gamle Folkeviser. Den oprindelige sang om Hr. Bøsmer tæller ikke mindre end 49 vers. Historien koges her ned til tre vers og et B-stykke, og derved står fortællingens essens klart frem som et tidløst billede på længslens besnærende kraft.
Åen, hvor elverpigen bor, er et udtryk for de utæmmede følelsers mægtige kræfter, der river en med: ”men strømmen var for stærk og gangeren gled”. Man kan endda sige, at det er det dyriske, der forråder én her. Åen er også glemslen, der indtræder, når man fortaber sig, og måske drukner, i drømmen om det uopnåelige, for man “aldrig mere bonden og elverpigen så”. Længslens kraft, “aldrig man glemmer en skikkelse så skøn” slås fast i mellemkvæd og omkvæd, hvor koret svarer: “og jeg længes endnu”, “og jeg længes ud i alle mine dage”.