Dagvise

Baggrund Året

Denne danske forårssang er skrevet af digteren Poul la Cour. I digtet etablerer forfatteren en tæt forbindelse mellem natur og menneske gennem brug af idylliske naturbeskrivelser, der har tydelig inspiration i traditionen og romantiske besyngelser af naturen. La Cour fik senere højere idealer for sin digtning og fraskrev sig sit tidlige forfatterskab, som Dagvise var en del af.

Poul la Cour satte høje idealer for digtekunsten

Paul la Cour (1902-56) er for eftertiden mest kendt for Fragmenter af en Dagbog (1948), hvor han opstiller sit ideal for digtekunsten. Uddrag af denne poetik blev bragt i første nummer af tidsskriftet Heretica, og i de indledende betragtninger slår digteren fast:

”Ingen af de Former, jeg forefinder, tilfredsstiller mig mere. De har mistet en indre Sandhed, de før har haft, men som aldrig helt var min”.

Poul la Cour

Poesien ligger før sproget og er en eksistentiel sandhed, en måde at leve på, befriet for hverdag og vante udtryksformer. Ud fra disse høje idealer kan det da heller ikke undre, at la Cour fraskrev sig sit tidlige forfatterskab. Dagvise er taget fra hans fjerde samling fra 1927, Den galliske Sommer, der ikke er repræsenteret i hans Udvalgte Digte fra 1951.

Dagvise

1. Nu blomstrer marken skær med græs,
og græsset på det grønne næs
så yndigt kalven klæder;
hvert dyr i rigdom dykker sig,
så dyk med lyst da også dig
i Danmarks fagre glæder.

2. Den mørke jord, den tunge jord
er grebet af en dårskab stor,
af elskovslængsler blide,
frem i det høje svale rum
som havblå himmelbølgers skum
går skyer jomfruhvide.

3. Min sjæl vågn op, det er en dag
af overjordisk velbehag
med sol på brede enge,
o, lad din sang som træets blad
opløftes fint i brisens bad,
stig frit min sang og længe!

Paul La Cour Poul la Cour

Digtet har et tæt slægtskab med tidligere naturskildringer

Anklagepunktet i forhold til dette digt kan være dets tætte slægtskab med tidligere naturdigtning. Der er da også spor af 1800-tallets idylliske biedermeierdigtning i billedet af kalven i græsset, af Thøger Larsen i den erotiske besjæling og bevægelsen fra jord til himmel, af den danske salmetradition i påkaldelsen ”Min sjæl vågn op”, og af Johannes Ewald i digtets afsluttende romantiske besyngelse af naturen som inspirationskilde for digteren: ”Stig frit min sang og længe!”

En dansk forårssang i forlængelse af den danske naturlyriske traditionen

Men netop denne tydelige forbindelse til traditionen gør digtet velegnet som en dansk forårssang. Den giver det konventionelle billede af den danske natur, men gør det nærværende i det indledende ”Nu blomstrer marken … ”. Læseren inddrages yderligere i opfordringen ”så dyk med lyst da også dig”. Digtet etablerer en tæt forbindelse mellem natur og menneske, og det bevæger sig samtidig i en dynamik mellem den tunge jord og ophævelsen af tyngdekraften mod ”det høje, svale rum”.

Paul la Cour er med Fragmenter blevet placeret som tidlig modernist, men hans forfatterskab hører snarere hjemme i mellemkrigstidens vitalisme, der søger en strømmende livsfølelse bag de kunstneriske udtryksformer. Sangen her retter sig imidlertid bagud mod den danske naturlyriske tradition.

Med udgivelsen af Højskolesangbogens 18. udgave fik sangen en ny melodi komponeret af Hans Ulrik

Jazzsaxofonisten Hans Ulriks (f. 1965) melodi giver sangen et moderne præg med sine rytmiske skift mellem 6/4 og 4/4 og med sin svævende toneartsfornemmelse, der både skyldes skift mellem tonearter, vekslen mellem dur og mol og den afsluttende akkord, der ikke falder til ro på grundtonen.