Danmark

Baggrund Danmark

Trille Bodil Nielsen var en af Danmarks mest markante sangskrivere. Hun skrev ofte om længslen efter at være del af noget større, hvilket også gør sig gældende i denne sang. Der er tale om en atypisk fædrelandssang, hvor Danmark beskrives som en krop med mange ar, som man må holde af trods uperfektheden. Melodien har en melankolsk og næsten drømmende skrøbelighed, indtil man rammer omkvædets kraftfulde udtryk.

Trille fik sit folkelige gennembrud med pladen Hej søster

Trille Bodil Nielsen var en af 70’ernes markante trubadurer, og hun satte ord og toner på kvindelivets afkroge - lige fra den uretfærdige arbejdsfordeling i hjemmet til erotiske besættelser og kærligheden til børnene. Hun kom fra folkemusikmiljøet og begyndte sin karriere med at fortolke andres sange og synge folkeviser. I 1975 fik hun sit folkelige gennembrud med pladen Hej søster. Sangen Danmark stammer fra LP’en Altid har jeg længsel, som Trille udgav i 1979.

Bandet tilbragte mange timer sammen i bilen på landevejen

Trille og hendes band kørte tusindvis af kilometer, når de var på turne. I bassisten Hugo Rasmussens gamle folkevognsrugbrød fordrev de tiden med 20 spørgsmål til professoren, spillede domino med de slidte brikker, som Trille havde købt i Ægypten, eller de var bare tavse sammen - som man kun kan være det, når man hviler i hinandens selskab.

Sangen tager udgangspunkt i bilturen gennem Danmark

Det er den scene, som teksten tager udgangspunkt i - den næsten drømmende samhørighed med de kendte intime relationer og forankringen i den søvnige arrede egne krop. Udenfor ruderne passerer Danmark og de almindelige liv forbi og omslutter det lille fællesskab med det store - som en livmoder. Og selv om hverken land eller krop er perfekte, så føler hun sig hjemme begge steder, fordi det nu engang er de vilkår, hun har fået.

Et øjeblik af fuldstændig samhørighed

Trille beskrev ofte længslen efter at være omfavnet af noget større, hun ikke selv havde valgt, og teksten fanger et øjeblik af den fuldstændige samhørighed.

Danmark

1. Jeg mærker halvt i søvne bilens fart.
Danmark glider jævnt forbi derude.
De snakker om, vi nok er fremme snart,
og lyset falder skråt ind på min rude.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og jeg kan li’ at vokse sammen med det,
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme.

2. Danmarks krop er fuld af slemme ar,
mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og lissom med den krop, jeg selv har fået,
så må jeg kunne holde af den
trods alle mangler.

3. Vi kigger ind i køk’ner, som er blå.
De ligger spredt og lyser rundt i landet.
Ja, det er lissom Danmarks blod, vi kigger på,
og det strømmer i mig mer’ end meget andet.
Og jeg kan li’ de folk, der bor der,
og jeg kan li’ at se dem sidde sammen
og vide, at de stædigt dyrker
det land, vi bor i.

4. Vi kører langsomt ind i næste by.
Jeg syn’s, de riges gader er så grimme,
og mens vi er der, ser jeg det på ny,
at det er ikke her, jeg selv har hjemme.
For jeg kan li’ det land, vi bor i,
men kun det Danmark, som er for de mange,
for dem, der trækker vejret roligt,
selv når de trues.

5. Vejens linje standser pluds’lig brat.
Den sære, trygge rejse er til ende.
En ny by står parat og griber fat
med løse ender, det er svært at kende.
Men jeg kan li’ at være i det,
og jeg kan li’ at se, at dem, jeg kender,
vil være ved, de’ skabt af landet,
som vi nu bor i.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og jeg kan li’ at vokse sammen med det
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme.

Trilles fædrelandskærlighed er blufærdig og intens

Mange fædrelandssange slår om sig med patos og besynger danernes heltemodige bedrifter. Trille derimod elsker ikke sit land højlydt og svulstigt. Hun ”ka’ li’ det”, og det er ”for dem, der trækker vejret roligt, når de trues”. Trilles kærlighed til landet og fællesskabet er på én gang både blufærdig og intens. ”Som når en hvisken høres bedre end et råb”, som hun skriver i sangen Små skibe.

Danmark er et skæbnefællesskab

I Danmark er det kroppens og jeg’ets sansede erfaring, som har skabt forbundetheden til landet og menneskene i det. Det er ikke noget, man kan vælge til eller fra. Det er et skæbnefællesskab, vi danskere deler, fordi vi er landet i netop dette skramlede kropshylster sammen med lige de her mennesker på præcis dette sted på kloden.

Sangen indfanger 70'er-ånden

Til gengæld er det ikke hele fællesskabet, Trille omfavner. Hun, og den 70’erånd, som hun var rundet af, føler sig ikke hjemme i ”de riges grimme gader”. Det er husmandsdanmark og arbejdernes hverdagsliv i de blå køkkener, hun besynger og føler sig knyttet til.

Trilles melodi refererer til både nordiske viser og amerikansk folk

Trilles musik trak både på den nordiske visetradition og amerikansk folk som fx Joan Baez og Joni Mitchell. Hun skabte rene og klare melodier, som skulle fremkalde fortællingerne. Det gør hun også i Danmark, hvor musikken understreger tekstens afdæmpede kærlighedserklæring med et strejf af melankoli og en næsten drømmende skrøbelighed, indtil man kommer til omkvædets mere kraftfulde udtryk. Melodien er dejligt sangbar med en god opspænding og udvikling. Den er umiddelbart letgenkendelig og enkel og dermed godt egnet til fællessang. I de sidste vers er der dog linjer med lidt mange ord i forhold til melodien, og dette kan være udfordrende i fællessangssammenhæng.