Den danske sang

Baggrund Sprog og ånd

Teksten er skrevet af Kai Hoffmann som et lejlighedsdigt til et stort anlagt landssangstævne. Den var oprindeligt tænkt som et bidrag til at samle hele folket i tiden efter genforeningen i 1920, men med tiden har den skabt modstand og stor debat. Skiftende tider har nemlig tolket forskellige identitetspolitiske dagsordener ind i sangen.

En prolog til landssangsstævne

Teksten er skrevet som et lejlighedsdigt, en prolog, til et stort anlagt landssangstævne. Man ønskede at manifestere korforeningernes folkelige arbejde landet over og valgte Johan Hye-Knudsen som dirigent.

I alt mødtes ca. 25 kor fra hele landet - lige fra Det Kongelige Operakor til sangforeningen "Bamsen" fra Frederikshavn. Stævnet fandt sted på Det kongelige Teater 1. juni 1924. Fra scenen blev prologen reciteret af skuespilleren Johannes Nielsen, der tidligere havde været teatrets chef. Prologen stod dagen efter at læse i Berlingske Tidende. Den bestod af fem vers, og heraf medtager Højskolesangbogen de tre første.

Kai Hoffann henter inspiration i dansk natur og historie

Lyrikeren Kai Hoffmann træffes i 1920’erne som en flittig lejlighedsdigter. Til Den danske sang henter han inspiration i dansk natur og historie.

Det positivt engagerede sprog formidler en lys og festlig, medrivende stemning, som i vers tre kulminerer i en direkte appel til det ganske land om at lade ”sangen løfte sig” lige så selvfølgeligt, som det sker i naturens verden.

Så syng da Danmark lad hjertet tale

De mange bogstavrim (fx bøge-bølger, kunst -kamp) og den lidt pompøse nationale stil har været med til at give sangen dens folkelige appel. Fra og med 18. udgave af Højskolesangbogen har indledningen til tredje vers, ”Så syng da Danmark lad hjertet tale” været anvendt som bogens vignet.

To udeladte strofer

De udeladte vers er i højere grad bestemt af den lejlighed, som prologen blev skrevet til. Det var Kaj Hoffmann selv, der undlod dem, da han to år senere henvendte sig til Carl Nielsen og bad denne overveje at skrive en melodi til de tre første vers.

Den danske sang er en ung blond pige

1. Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
Imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold.

2. Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål;
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i Bjarkemål.

3. Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad;
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig, ung og glad.

Sangen har flere gange skabt debat om identitetspolitiske emner

Sangen var oprindeligt tænkt som et bidrag til at samle hele folket i tiden efter genforeningen i 1920. Det ses fx i linjen ”fra hedens lyng som fra stadens flise”. Dens indledende sætning om, at den danske sang er som en ung blond pige har dog til tider skabt modstand. I 1970-erne og 80-erne kunne den stå i vejen for sangens udbredelse i en del kønsbevidste kredse, og i slutningen af 2010-erne blev den genstand for et spørgsmål om krænkelse af kvinder med mørk hudfarve. Hver tid kan således tolke sine egne kønspolitiske dagsordener ind i sangen.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Ordforklaringer

2.8 Bjarkemål: det navnkundigste af den nordiske oldtids digte fra o. 900, gendigtet af Grundtvig – se Sol er oppe. I Snorre Sturlasons Olav den Helliges Saga fra 1220 synger en skjald før slaget ved Stiklestad i 1030 de første vers af Bjarkemålet for at vække Olavs mænd til kampen.

Carl Nielsens kraftfulde melodi

Carl Nielsen satte melodi til sangen i 1926. Det er, som om han med den opponerer mod tekstens billede af, at den danske sang skulle være ungdommelig, feminin og lys. Melodien er nemlig ganske maskulin.

Dens enkle firkantede rytme og de mange tonegentagelser (fx dan-ske-sang) giver den et kraftfuldt og insisterende tonefald. Og det indledende spring (på ”Den dan…”) - en stor sekst med kort optakt - har en selvbevidst her-kommer-jeg attitude.

Måske er det kombinationen af det kvindelige i teksten og det mandlige i melodien, der har gjort sangen så slidstærk.