Den kedsom vinter gik sin gang

Baggrund Året

I denne sang inviterer Ambrosius Stub os med på en forårsspadseretur gennem naturen. Digteren beskriver her en glæde ved forårets indtræden og alle de levende væsner, der viser sig omkring ham. Ambrosius' lyriske landskabsbeskrivelse anses for en nyskabelse, der tegner et billede af tidens nye naturopfattelse.

En velset mand med selskabelige talenter og et pokkers godt hoved

”En ganske egen Fyr, men et Pokkers godt Hoved” – sådan lyder et samtidigt udsagn om Ambrosius Stub, der blev født på Fyn i 1705 i beskedne kår. Efter nogle muntre år som student i København søgte han i en årrække sit udkomme på de fynske godser, især på Valdemars Slot på Tåsinge, og i kraft af sine ”selskabelige Talenter, musikalske Anlæg og Evner til at skrive Vers” var han særdeles velset. Der findes ikke noget portræt af ham, men på Tåsinge (og i Ribe, hvor han endte sine dage i 1758 – som nabo til Brorson) mindedes han meget længe. Se i øvrigt om Stub i artiklen om Hvad vindes på verdens vidtløftige hav.

Først efter Stubs død blev de fleste af hans digte udgivet

Kun fem af Ambrosius Stubs digte er trykt i hans levetid. Under betegnelsen Aria er Den kedsom vinter gik sin gang udgivet i Arier og andre Poetiske Stykker posthumt i 1771. Originalversionen har seks vers med hver 15 linjer. I forkortet form indgår versene 1, 2, 4, 5 og 6 i Højskolesangbogen.

Den kedsom vinter gik sin gang

1. Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig
så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud:
thi lad os gå
at skue på,
hvor smukt naturen sig betér
og ler.

2. Ak se, hvor pyntet solen går
med lange stråler i sit hår;
den varme krans
er rette kans
for alle ting, som nu må gry,
på ny.
Se fuglene i flokketal
i luftens hvide sommersal
her flyver én
jo med sin gren,
en anden sanker hår og strå
så små.

3. Ak, se et meget yndigt syn
på skovens grønne øjenbryn!
den høje top
skal klædes op,
og våren pynter bøgen ud
til brud.
Imidlertid man får at se
et ret naturligt assemble:
hver fugl har spændt
sit instrument,
de raske dyr vil danse net
og let.

4. Ak se, hvor spejle-klar og glat
den sø dog er i lave sat;
det er jo, som
at solen kom
kun for at se sit skilderi
deri.
Nu lirrer frøen med sin mund
imod den søvnig aftenstund.
Jeg tænker på
mit hvilestrå,
og ender min spadseregang
i sang.

5. Så er da himmel, jord og vand
opmuntret ved min skabermand;
jeg gik omkring
blandt tusind ting,
Guds forsyn spores ved enhver
især.
Han rammer nok den rette tid,
da himlen den skal blive blid;
jeg tør måske
vel få at se
min vinter blive til en vår
i år.

En forårsspadseretur i det lyriske landskab

Første og sidste vers danner ramme om en forårsspadseretur gennem naturen. Digteren opfordrer sin læser til at slå følge og til at se på himmel, skov og sø sammen med ham. Overalt optræder der levende, aktive væsener. Slutverset udtrykker digterens tillid og fortrøstning til at forsynet også omfatter ham. Naturscenerierne er præget af tidens pyntelige salonliv. I tredje vers smykkes bøgen fx til brud, og dyrene danser til fuglenes instrumenter. Den anvendte stil er altså rokoko, og det understreges yderligere af det raffinerede versemål.

Med sin lyriske landskabsbeskrivelse anses denne sang for at være en nyskabelse på dansk og dermed et varsel om tidens nye naturopfattelse.

Ordforklaringer

1.11 betér: opfører sig

2.4 kans: (chance), vilkår

3.8 assemble: (ensemble), mindre gruppe af musikere

4.5 skilderi: billede

4.7 lirrer: lydord om frøernes dirrende mundbevægelse og den lyd der bliver frembragt på den måde

4.10 hvilestrå: seng

En raffineret og danselet melodi af Oluf Ring

Flere komponister, bl.a. J.P.E. Hartmann og Carl Nielsen, har budt ind på denne tekst, men det blev denne danselette melodi af Oluf Ring (1884-1946), der løb af med sejren. Den fanger tekstens stemning og omsætter den til en rokokopræget melodi, som en Haydn eller Mozart godt kunne være lidt misundelig på. Den bevæger sig letløbende og naturligt med raffinerede pyntenoder (takt 4 og 7) og iørefaldende sekvenser (takt 10-13, 14-15 og 16-17).

Oluf Rings elegante arrangement findes i melodibogen

Rings eget akkompagnement kan ses i Melodibogen. Det er lige så elegant som melodien: tostemmigt som bærende ide med små, velvalgte pyntenoder (takt 7-8, 14-15 og 17), der modsvarer de ovenfor nævnte i melodien. Kun et enkelt sted bliver akkompagnementet bevidst mere massivt (takt 10-13).

Og karakteren? Let, ikke for legato og ikke for langsomt.