Den færøske digter, William Heinesen, debuterede i 1921
William Heinesen, den færøske digter, der også var billedkunstner, debuterede i 1921 som lyriker med digtsamlingen Arktiske Elegier og andre Digte. Med romanen De fortabte Spillemænd fra 1950 fik han sit internationale gennembrud, en såkaldt skæmteroman om skæve eksistenser i fødebyen Tórshavn, og den magiske realisme fortsættes i Moder Syvstjerne (1952). I 1965 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Det gode Håb.
Inspirationen kom fra både Johannes V. Jensen og Thøger Larsen
William Heinesen skrev på dansk og var inspireret af danske forfattere som Johannes V. Jensen og Thøger Larsen, ligesom han både som forfatter og maler var påvirket af den europæiske ekspressionisme. Men både i hans lyriske sprogtone og i hans fabulerende prosa mærkes tilknytningen til de nordatlantiske øer, i skildringerne af folkeliv, myter, natur og vejrlig, ligesom han spillede en rolle som færøsk kulturpersonlighed.
De mørke, færøske øer spejles i den græske antiks morgenlys
Om titlen Arktiske elegier fortæller Heinesen selv i forordet til den samlede udgave af hans digte (1984) at forlagets konsulent, Otto Gelsted, oprindelig var imod dens slægtskab med ”grækofile glossarier”:
men jeg lod mig den ikke fravriste; jeg syntes den lånte stemningerne fra mine mørke øer i Nordhavet en – tiltrængt – reflex af den græske antiks glorrige morgenlys!
William Heinesen
Digtet er fyldt med sanselige naturbeskrivelser
I digtet Våraften fra debutsamlingen kan man da også sige at Heinesen har formået at forene forårsaftenens våde regnvejrsstemning med lys, lyd og grøde. De første tre vers er en sanselig naturbeskrivelse, hvor man føler, hører og lugter vejret: Det dirrer, drypper og dufter. I tredje vers drejes synssansen ind på en flok gulgrønne gæslinger, og man hører dem synge: Vi er gæs, vi er gæs, vi er gæs.
Det banale får henmod slutningen et kosmisk perspektiv
På digtets lydlige side understreges det sanselige med bogstavrim og suggererende gentagelser. Sangens fastslåen af det tilsyneladende banale faktum får i de tre sidste vers en udvidet betydning for det sansen- de jeg og dets ønske om at blive ét med den tanke- og tidløse natur. Naturbilledet vider sig ud og får et kosmisk perspektiv i sidste vers' gentagelse af gæssenes enfoldige sang. Her er det stjernerne som jeget hører synge, en bekræftelse på sammenhængen mellem det lille strå og det store verdensrum, som gør tanker, dage og år betydningsløse. Det skildres dog ikke som et faktum, men som noget digteren drømmer.