Dommen er faldet, ingen appel

Baggrund Frihed og fællesskab

Marianne Søgaard skrev denne sang til en morgensamling på Silkeborg Højskole. Sangen handler om klimaproblematikkerne, der i dén grad er kommet på dagsordenen i de senere år. Der er tale om meget komplekse problemstillinger, som kunst og poesi også må forholde sig til. Sangens konklusion er, at relationen mellem menneske og natur må være kærlig. Kun gennem et nært forhold til naturen, kan vi mennesker motiveres til at passe på den.

Kan menneske og natur finde den nødvendige balance?

Dommen er faldet, ingen appel er en konfrontation mellem klodens udfordringer og menneskets uformåen. Samtidig udtrykker sangen et forsigtigt håb om, at menneske og natur kan genfinde den nødvendige balance. Mennesket vender således tilbage til naturen, som efter et forlist kærlighedsforhold, med det ydmyge spørgsmål: Kan vi prøve igen?

Marianne Søgaard er højskolelærer

Marianne Søgaard (f. 1982) er cand. musicae, tekstforfatter, komponist og sanger. Hun studerer teologi og er musiklærer på Silkeborg Højskole. Marianne Søgaards debutalbum Oui Mari udkom i 2008, og siden har hun udgivet albummet Små beskidte øjeblikke, 2013 og Skybrud, 2020. På det seneste album har hun sat musik til tekster af bl.a. Inger Christensen, Dy Plambeck og Mirian Due.

Marianne Søgaard. Foto: Franseska Mortensen

Klimakampen er for alvor kommet på dagsordenen

I 2019, hvor sangen blev skrevet, kom klimaet for alvor på dagsordenen. Det skyldtes ikke mindst ungdommen, der frustreret råbte op om manglende handling på de åbenlyse udfordringer, som menneskets mishandling af naturen har ført til.

Kunst og poesi må også forholde sig til klimaudfordringen

”Klimaproblematikkerne er velbeskrevet i det videnskabelige og det politiske sprog, men dette her dybt komplekse problem skal kunsten og poesien også forholde sig til”, siger Marianne Søgaard og fortsætter:

”Det poetiske sprog kan placere os i et alternativt erkendelsesrum uden enkle svar.”

Dommen er faldet, ingen appel

1. Dommen er faldet, ingen appel.
Skyldig er den, der kun er sig selv.
Jeg vågner op i tågen og ved,
havene stiger, land styrter ned.
Kærlighed kommer uden kontrakt.
Hvem kan forvalte menneskers magt?
Mægtige mænd gør kun, hvad de vil.
Skal jeg gi’ op og lade stå til?

2. Faklerne lyser, blusset er tændt.
Synet er sløret, fingrene brændt.
Tågen er hvid som salt i et glas
opløst med mit moralske kompas.
Paradishaven står som en drøm,
frodig og livfuld, duft ende, grøn.
Tabt under rododendron og hyld
ligger en tid før ansvar og skyld.

3. Kloden er kravlet op på mit knæ,
græder som barnet, læg mig i læ,
skift mine plastre, stryg mine ar,
giv mig historier om, hvem jeg var.
Omfavner globen, hjerte til jord,
øver mig i et kærlighedsord.
Tegner et håb i luft en for den.
Hvisker om vi kan prøve igen?

Sangen blev skrevet til en morgensamling på Silkeborg Højskole

Mange højskoler forsøger i disse år at skabe et rum for samtale om, hvad fællesskabet og den enkelte skal stille op med frygten, afmagten, håbet og trangen til at handle. Dommen er faldet, ingen appel er en højskolelærer og sangskrivers replik i den sammenhæng. I efteråret 2019 fik Marianne Søgaard til opgave at holde en morgensamling under temaet ”Klimaet og jeg”, hvor den kristne livstydning skulle sættes i spil. Det var til den morgensamling, sangen blev skrevet.

Mennesket er utilstrækkeligt, men må alligevel handle

Dommen er faldet, ingen appel bevæger sig fra dommedagsscenarie og afmagt over erkendelsen af menneskets utilstrækkelighed og åbner så alligevel til sidst en mulighed for handling.

Kampen for klimaet må tage afsæt i kærligheden til naturen

I det indledende vers vågner jeg’et og får øje på alvoren: ”Havene stiger, land styrter ned”og spørger i sin afmægtighed: Hvad kan lille jeg stille op? Jeg’et er placeret i et dilemma og har svært ved at orientere sig. Det moralske kompas er opløst.

I kontrast til det kaos står i andet vers den mytiske fortælling om paradishaven som et ideal. Men paradishaven er også tiden før syndefaldet, der efterlod mennesket med ansvar og skyld som grundvilkår i tilværelsen.

Til slut præsenteres vi for et nyt billede på relationen mellem mennesket og den lidende natur - nemlig et nært og håbefuldt kærlighedsforhold. Kampen for klimaet får sit afsæt i kærligheden til naturen.

Mol-melodiens mange synkoper skaber en foruroligende stemning

Melodien består af en rytmisk sekvens, der synges fire gange, men intensiveres midtvejs med et tonalt løft. Moltonearten og de mange synkoper, der insisterende skubber melodien fremad, tilføjer sangen noget på samme tid utålmodigt og foruroligende.

Man efterlades uden færdige svar

Sangen tilbyder et erkendelsesrum, men kommer ikke med færdige svar. Tværtimod afrundes både første og sidste vers med et spørgsmål. Denne åbenhed afspejles i melodien, som slutter på dominanten med den virkning, at man ikke får fornemmelsen af at vende hjem til slut, men bliver efterladt i det åbne.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!