Den norske Caspar Johannes Boye fik hele sit virke i Danmark ”Den norske” blev Caspar Johannes Boye kaldt af Kamma Rahbek , som i Bakkehuset på Frederiksberg samlede guldalderens forfattere og kunstnere. Han var født i Norge i 1791, men fik hele sin livsgerning i Danmark.
Som ung var Boye temperamentsfuld og ivrig Allerede i skoleårene begyndte han at skrive digte, bl.a. Elegi ved Ruinerne af Munkeklosteret i Tuterøen , som senere blev udgivet. Boye var ivrig og temperamentsfuld som ung, og hans politiske digt Kæmpen Nor til sin Søster Dana , skrevet i 1814 som et angreb på den danske regering, der havde afstået Norge til Sverige, blev betragtet som statsfjendtligt, og en overgang var han eftersøgt.
Flere af Boyes skuespil blev opført på Det Kongelige Teater I 1817 udgav han Davidsharpen , der bestod af 22 gendigtede Davidssalmer, og de følgende år kom der flere digte og skuespil, hvoraf flere blev opført på Det kongelige Teater. Han nåede en så fremtrædende position, at han sammen med Oehlenschläger og Heiberg blev opfordret til at skrive et festskuespil, som skulle opføres ved kronprinsens bryllup. Boye opgav dog kappestriden, som Heiberg vandt med skuespillet Elverhøj .
I sin præstegerning var Boye en feteret prædikant Boyes præstegerning begyndte i Søllerød i 1826 og fortsatte senere ved Sct. Olai Kirke i Helsingør og Garnisonskirken i København, hvor han med sin smukke stemme og sin poetiske, blomstrende stil blev en feteret prædikant.
Hans digtning blev efterhånden til systematisk salmedigtning. Aandelige Digte og Sange udkom i årene 1833-37, Ny Samling i to dele 1840 og 43, og i 1847 begyndte han på en ny forøget udgave, hvoraf de sidste bind dog først udkom efter hans død 1853 under den store koleraepidemi.
Teksten skildrer Guds urokkelige kærlighed i efterårets forfald Dybt hælder året i sin gang opfattes som regel som en efterårssang, men den gennemløber både naturens årstider og kirkeårets højdepunkter. Ganske vist tager Boye sit udgangspunkt i naturens efterår, men allerede i anden vers får tanken en drejning i retning af menneskelivet. Over for alt det, der visner og forgår, står det, der er urokkeligt: Guds vælde og Guds kærlighed, som åbenbarer sig i julebudskabet og i korset på Golgata, der kommer til at stå som træet, der aldrig visner.
Salmen ender med løftet om en evig vår takket være Kristus’ opstandelse fra de døde.