Digtet er repræsentativt for Ditlevsens univers
Februar er på mange måder repræsentativt for Ditlevsens stil og symbolverden. Karakteristisk er fx den enkle metrik og de sammensatte og stemningsfulde tillægsord af Ditlevsens egen opfindelse: stjernekolde, vinterhjerte, måneblege, nattesorte. Også det længselsfulde i årstidernes skiften samt de fine sansninger af året og døgnet, af søvn og drøm og af den sovende skikkelse er kendt stof i Ditlevsens univers. Sidstnævnte fremstår lige ofte som barnet og den elskede, her dog uden fastslået identitet – muligvis et udtryk for den i forfatterskabet kendte splittelse mellem partneren og barnet.
Vi begynder og slutter i natten
Digtet fungerer som en cirkelfigur, hvor vi begynder ude i natten, der langsomt bliver kortere og lysere, efterhånden som vinteren klinger af, og ”klodens vinterhjerte” får foråret til at længes mod sig selv. Da vi er landet på kloden, bevæger vi os helt ind i sovekammeret, hvor en sovendes nattesorte hår ømt betragtes, inden cirklen afsluttes, og vi igen glider ud i natten, hvor drømmen om vår nu er blevet vores egen.