Vi møder konstant uforberedt op til livet
For livet, ikke for skolen falder fint i tråd med hans forfatterskab, hans kritiske interesse for traditionen og hans virke som pædagog. Sangen griber fat i det gamle Seneca-citat ”Non scolae sed vitae discimus” (vi lærer ikke for skolen, men for livet), som den grundtvigske tradition bygger på. Den afdækker kritisk dette udsagn, som der ifølge teksten ikke er dækning for i en moderne tilværelse uden faste sandheder, og hvor vilkåret, udtrykt med en terminologi hentet fra skolens verden, er, at man bestandig må møde uforberedt, at ”lysets grønne pædagogik” ikke hjælper meget i livets trafikfyldte gade, og at døden under alle omstændigheder sætter punktum for at lære: ”Så bliver man lukket ud/ i det store frikvarter”.
Poul Borum arbejdede tæt sammen med komponisten
Sangen blev til i tæt samarbejde med komponisten Ib Nørholm og første gang udgivet med klaverakkompagnement i 12 enkle danske sange (2002), hvor Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen følger op på traditionen fra Carl Nielsen og Thomas Laubs En snes danske viser, der fik stor betydning for den danske højskolesangtradition.
Borum og Nørholm arbejdede sammen om flere projekter, både inden for det avantgardistisk nybrydende og som her inden for en traditionsbevidst og enkel genre, hvor det folkelige præg understøttes af melodiens 6/8-rytme.