Teksten fremstår forskelligt som digt og sangtekst
I udgaven i Korte Skygger består hver af digtets fem vers med hver otte linjer. Linjebrud, vekslen mellem rimede og ikke-rimede verslinjer samt brug af tankestreger og kommaer giver et noget anderledes pauseret og pointeret tekstforløb end i Pernille Louise Sejlunds nærmest monotone melodi.
Ønskeformen fremhæver tekstens kontraster
Ønskeformen ”kunne … fortælle” (1.1, 2.1 og 5.4) og verberne i nutid i vers tre, fire og fem (”står”, ”skriger”, ”går”, ”søger” osv.) markerer modsætningen mellem det, der kunne være virkelighed, og det, der faktisk er det. I teksten er der udelukkende fokus på børnenes vilkår under den netop afsluttede verdenskrig. Der er børnesoldaterne, der er de dødssyge børn, de forældreløse, de udsultede og udmagrede børn, børneligene, der brændes …
Naturen eksisterer på trods af menneskets destruktive kræfter
Og så er der måske alligevel en håbefuld erkendelse af en vedvarende livscyklus – eller hvad? Det er forår, og anemonerne blomstrer i skoven … Men i digtets fremstilling af krigens umenneskelige grusomhed, set i børnehøjde, er der nok snarere tale om, at digteren påpeger et paradoks: Naturen følger sin lov, den eksisterer på trods af de destruktive kræfter i menneskenes verden. Humanismen er ikke til stede i teksten som en ideologi, men som en synsvinkel: Det er hvert enkelt menneskes – og for Halfdan Rasmussen især hvert enkelt barns – livsbetingelser, som er den målestok, de politiske og sociale realiteter skal vurderes ud fra. Og det er det, kampen mod krig og undertrykkelse drejer sig om. Eller som digteren engang skrev i en dedikation i et eksemplar af Korte Skygger:
Glem aldrig dette,
at mennesker bløder og lider
for at din verden
kan synge og leve og le.