Grøn er vårens hæk

Baggrund Året

I sangen, der også kendes som Aprilvise, beskriver den jyske præstesøn Poul Martin Møller, hvordan foråret pibler frem i tidens København. Et spirende forår beskrevet af en spirende og ung digter, der har en klar fascination og længsel efter de smukke, unge piger der spadserer på byens volde.

Tilblivelsen af et digt om København før afrejse mod Kina

Før sin store rejse til Kina 1819-21 som feltpræst på et skib skrev Poul Martin Møller – ofte blot anført som Poul Møller – denne Aprilsvise, der først blev bragt i et privattryk under pseudonymet ”-r” (sidste bogstav i Møller) og senere blev offentliggjort i Kjøbenhavns Morgenblad i 1825. P.M. Møllers viser og digte udkom først i bogform efter hans død i forskellige – nu og da upræcist reviderede – udgaver.

Den jyske knægt voksede til akademiker og digterspire

Poul Martin Møller voksede op som præstesøn i provinsen og læste derpå teologi i København med embedseksamen i 1816. Han deltog ivrigt og med talent i de litterære debatter og skrev viser og digte i tidens lette ironisk-romantiske stil.

Et typisk billede på tidens København

Aprilsvise er et typisk genrebillede, som det også kan ses på malerier fra tiden. København havde dengang endnu sine volde, som der er rester af ved Kastellet og videre rundt ved Kunstmuseet, Botanisk Have og Tivoli.

Grøn er vårens hæk

1. Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole;
luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

2. Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper;
gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper.

3. Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse;
ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

4. Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe;
høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

5. Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sende deres blikke rundt som pile;
og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

6. Aft'nen driver på,
mens de skønne gå.
Bare de dem ikke skal forkøle!
Hvilken yndig strøm!
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

7. I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant!
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Sangen handler om det spirende forår

For borgerne i den snævre indeklemte by var det et yndet ”tidsfordriv” at spadsere på voldenes stier, og det findes der mange viser om, ofte med forbillede fra denne tekst. Den 25-årige akademiker og digterspire var ved at blive københavner og levede med i hovedstadens småborgeridyl ved forårstid. En mandlig iagttager, sikkert poeten selv, er betaget af de unge piger. Naturen er i gang med forår og formering, livligt beskrevet med humør. Unge forlovede promenerer nydeligt sammen, han køber forårskranse til hende, og et kommende bryllup varsles med storken ude på landet foran voldene. Den gifte bedsteborger går adstadigt, sikkert efter sin kones ønske, med sin fine, lange pibe.

Forfatterens længslen efter ikke at gå alene hjem

De unge piger er dog tekstens tema. De er skælmske og lidt udfordrende, med hårsløjfer og let påklædning. I mørket må beskueren selvironisk melankolsk gå hjem alene. Månen ses som en dukat, en guldmønt. De lærde bebrejdede Møller denne art realisme; det var et upassende brud på det litterære niveau at sætte et prosaisk pengestykke ind i et stykke poesi.

Ordforklaringer:

2.2 skæg: piletræets rakler

2.6 vindigt: livligt

3.6 pogen: drengen

4.4 høkren: handelsmanden

5.1 hulde: velvillige

En solosang blev til fællessang

Melodien er skrevet af en af romantikkens store danske mestre, Niels Wilhelm Gade (1817-1890). Gade skrev ikke mange sang- og salmemelodier beregnet til fællessang – og denne melodi var også oprindelig tænkt som en romance for solosang og klaverakkompagnement. Til fællessang har man saneret i den: For det første er der udeladt et mellemspil på to takter mellem takt fire og fem, og for det andet er akkompagnementet, der oprindelig bestod af en masse sekstendedele, gjort væsentlig mere enkelt. Melodien er ganske let og legende og, efter tekstens udformning, delt op i to identiske halvdele: to korte og én lang linje – to korte og én lang linje. Akkompagnatøren kan bidrage til at fremhæve det legende og dansende i melodien: Det er vigtigt at betone et-slaget i takt et, to, tre, fem, seks og syv – og lige så vigtigt er det at affrasere på det sidste slag i takt et, to, fire, fem, seks og otte ved at gøre disse slag ubetonede. Så får man de syngende til at danse sammen med tekst og melodi.