Brorson digter om duen fra Noahs ark
Under titlen Vinterhymne er digtet udgivet efter Brorsons død i samlingen Svane-Sang 1765 (jf. artiklen om Den store hvide flok vi se). Teksten bygger på beretningen i 1 Mos 8,10-11 om duen, der fra Noas ark flyver ud for at spejde efter tegn på livets genkomst og vender tilbage med en oliekvist. Duen er den søgende sjæl, som finder sin frelse i oliebladet, dvs. Kristus. Fra 1 Kor 15,20-23 benytter Brorson samtidig Paulus’ billede af den opstandne Kristus som en førstegrøde af dem, der er sovet hen. Begge billeder er udtryk for, at et nyt liv bryder frem.
Kærligheden mellem Kristus og den enkelte
Digtets tema er kærligheden mellem Kristus og det enkelte menneske. Det har form som en dialog mellem de to om deres forening (1.4 vor sommer). I vers 1, 3, 5 og 6 formaner brudgommen sin brud til at holde ud. Den fortrolige, inderlige tone understreges af den personlige tiltale (du, Due, min due). Forårets mysterium forberedes under vinterens sne (vers 5). I slutverset opfordres duen (mennesket) til at vise sig med et olieblad (Kristus). Først efter en sådan bekendelse kan den glædelige forening finde sted.
Længslen efter at blive forenet med sin frelser
Motivet til teksten er den aldrende digters længsel efter på pietistisk vis at blive forenet med sin frelser. At ventetiden føles lang, afspejles af gentagelserne i hver enkelt vers og af digtets tunge rytme.
Salmen var populær i Sønderjylland
I Sønderjylland var teksten højt skattet og blev hyppigt sunget som ”fædrelandssang” i udlændighedstiden 1864-1920. De trange tider (vers 2), forjættelsen bag gærdet (vers 3), længslen efter forening og håbet om en lysere tid forude lod sig let omfortolke og indpasse i sønderjydernes situation.
I sit eventyrspil Moderen (1920) har Helge Rode indlagt digtets første vers i stykkets 4. billede. To figurer, Kvinden og Manden, deles om at citere verset fra hver sin side af en mur.
