Sangen er fra Brorsons tid i Tønder
Mens Brorson var præst i Tønder, 1729-37, udgav han i 1732 Nogle JulePsalmer! Gud til Ære og kristne Sjæle især sin elskelige Menighed til Opmuntring … i Hast sammenskrevne af H.A.B, (jf. artiklen til Mit hjerte altid vanker). Efter at Brorson i 1737 var blevet provst i Ribe, udgav han samlingen Troens rare Klenodie i 1739. Her er et lovprisningsvers føjet til de oprindelige seks vers.
Billedsproget er kraftigt koncentreret
Brorsons salme er senbarok digtning med kraftigt koncentreret billedsprog. Den omtales ofte og er anvendt i hele Norden. Således skriver den norske teolog J.N. Skaar i sin salmehistorie (1879), at salmen ”må sættes øverst af Brorsons sange”, og en dansk præst i Flensborg sagde i forrige århundrede, at det lønner sig at lære dansk blot for at kunne synge og forstå denne salme.
Brorson protesterer over julens overdådighed
Som pietist stræbte Brorson efter fromhed og en ren livsførelse, og vers et er en protest mod det grove jule- og solhvervshalløj, der ellers var almindeligt, (jf. Ludvig Holbergs Jule-Stuen, 1724). Kristenhedens oprigtige fornøjelse og forlystelse skal få jorden til at ryste, for Gud sendte sin søn fra himlen ned til menneskene for at hjælpe dem i deres nød. Vi skal juble som jøderne omkring pagtens ark – angst og elendighed skal synges væk i jubel. Budskabet forstærkes i vers syv. Den synges i H.C. Andersens eventyr Det gamle Egetræs sidste Drøm (1858) af taknemmelige søfolk på stranden julemorgen efter en stormfuld nat.
