Jeg elsker de grønne lunde

Baggrund Danmark

Teksten er skrevet til et af de store friluftsmøder, der i 1800-tallet samlede mange deltagere til at diskutere tidens politiske og nationale spørgsmål. Sangen er en personlig kærlighedserklæring til Danmark, skrevet af forfatteren Johannes Helms, der deltog i Treårskrigen og senere oplevede nederlaget i 1864. Melodien er skrevet af Albert Møller.

Sangen er skrevet til et friluftsmøde i Dyrehaven

Teksten er en lejlighedssang, skrevet til et friluftsmøde ved Eremitagen i Dyrehaven nord for København grundlovsdag 5. juni 1873. Netop diskussionerne i forbindelse med grundloven (jf. artiklen om Velkommen i den grønne lund), men også andre af 1800-tallets politiske og nationale spørgsmål samlede mange deltagere til store friluftsmøder fx på Himmelbjerget, på Skamlingsbanken og i Skibelund Krat ved Kongeåen lige syd for Askov, og ofte blev der skrevet nye sange på kendte melodier til disse folkemøder.

Johannes Helms lod senere Jeg elsker de grønne lunde trykke som indledningsdigt i sin bog Soldaterliv i Krig og Fred, der udkom 1889.

En kærlighedserklæring til Danmark

Sangen er i sin form en personlig kærlighedserklæring til Danmark – i de første vers til den danske natur efterfulgt af en troskabserklæring (vers fire og fem) og i vers seks og syv af forsikringen om, at intet kan rokke ved kærligheden.

Johannes Helms oplevede nederlaget i 1864

Johannes Helms havde som ganske ung deltaget aktivt i krigen 1848-1850. I årene derefter studerede han i København, og efter at have afsluttet sin uddannelse fik han ansættelse ved den såkaldte domskole i byen Slesvig. Her oplevede han Danmarks nederlag i krigen 1864 og afståelsen af Sønderjylland. Han har altså personlig baggrund for at skrive de tre sidste vers, der afspejler den knugende følelse af nederlaget, men også det håb, at Gud vil hjælpe til med, at Sønderjylland genforenes med Danmark.

Jeg elsker de grønne lunde

1. Jeg elsker de grønne lunde
med tonernes vuggende fald,
jeg elsker de blanke sunde
med sejlernes tusindtal.

2. Jeg elsker hver dal, hver banke
med kornets bølgende flugt,
hvor flittige hænder sanke
af arbejdets gyldne frugt.

3. Jeg elsker de brede sletter
i sollysets sommerpragt,
i vinterens stjernenætter
bag snetæppets juledragt.

4. Mig fryder din ros, din ære,
mig knuger din sorg dit savn,
hver glans, hver plet vil jeg bære,
som falder på Danmarks navn.

5. Thi du er mig fader og moder
- så synges fra strand til strand -
langt mer end søster og broder,
thi du er mit fædreland.

6. Forstummed hver røst i skoven,
og falmed hver gylden frugt,
faldt nat over mark og voven,
jeg fandt det dog lige smukt.

7. Om alle de drømme bristed,
du har fra din ungdom drømt,
om trængsel og nød du fristed,
jeg elsked dig dobbelt ømt.

8. Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde flag,
end er der en Gud foroven,
der råder for Danmarks sag.

Ordforklaringer

1.2 tonerne: fuglesangen (og måske fællessangen?) i skoven, jf. 8.1

6.3 voven: bølgen, dvs. havet

7.3 fristed: led

8.2 det røde flag: Efter den russiske revolution i 1917, hvor den røde fane blev kendt som kommunismens og socialismens symbol (jf. Når jeg ser et rødt flag smælde), sang man ofte her ”det danske flag”

Sangen er blevet sunget på forskellige melodier

Oprindelig var teksten skrevet til melodien til I alle de riger og lande, og den har også været sunget på melodien til En svensk konstabel fra Sverrig, men i dag knyttes den udelukkende sammen med Albert Møllers melodi fra ca. 1875.

Melodien er enkel at synge uden akkompagnement

Den storladne patos i teksten modsvares af Møllers melodi, der både spænder vidt (en oktav + en terts) og med næsten marchagtig karakter synger jublen ud med sine punkteringer, der falder på mange af fyndordene (elsker, fryder, synges, bølger). Tekstens alvorlige baggrund, markerer Møller ved, at melodien harmonisk bevæger sig i såvel hovedtonearten A-dur som dens parallelle moltoneart fis-mol – ja, den første harmoni er sågar en fis-mol akkord.

At den er enkel at synge uden akkompagnement, er en ekstra kvalitet ved en sang, som ofte bruges til grundlovsmøder.