H.V. Kaalunds tilværelse var omskiftelig
Hans Vilhelm Kaalunds tilværelse blev omskiftelig, præget af et nervøst og rastløst sind. I dag er han stort set kun kendt for sine Fabler for Børn, 1845, og for sangene På det jævne, på det jævne og denne, Jeg elsker den brogede Verden; de stammer begge fra digtsamlingen En Eftervaar, 1877.
Hverdagen som lærer i Vridsløselille
I årene 1859-81 var Kaalund den første lærer ved det nyåbnede fængsel i Vridsløselille. Her blev fangerne isoleret døgnet rundt, så de kunne få mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud. Næsten al tid blev dermed tilbragt i fængselscellen, og hvis fangerne skulle færdes uden for cellen, skulle de bære en maske, der beskyttede dem mod at blive genkendt af de andre fanger.
Denne dagligdag i noget, der lignede isolationsfængsel, stod i modsætning til den samtidige praksis i Horsens Tugthus, hvor fangerne skulle samarbejde. På trods af en hverdag omgivet af stærkt kriminelle indsatte, der næppe har haft alt for lyse fremtidsudsigter, og som med isoleringen udviklede psykiske problemer, har Kaalund med Jeg elsker den brogede verden skrevet en lys hyldest til livet.
Digtet bygger på Grundtvigs livs- og menneskesyn
Det originale digt omfatter i alt elleve vers og er tydeligt inspireret af Grundtvigs livs- og menneskesyn: Glæden ved livet som det er - et resultat af Guds skaberværk.
Verden er ingen jammerdal
Sangen kan ses som et indlæg i en diskussion, hvor forfatteren af 1870’ernes naturalister mistænkes for at se alt for lyst på tilværelsen. I en af de udeladte vers svarer han:
Tror Du maaske, jeg aldrig har følt
med egen og Andres Kval
fordi jeg ikke vil kalde som Du
Guds Verden en Jammerdal?
Han ved, at der er mange forskellige syn på tilværelsen, som fremføres som endegyldige ”sandheder”:
Men Verden kan ikke sig dreje
om hvert lille Menneske-Jeg!