Kaos i min hjerne

Baggrund Liv

Simon Lægsgaard har skrevet en sang om den perfekthedskultur, der hersker i vores moderne samfund. Vi lever en priviligeret tilværelse med uendelige muligheder, som vi kan vælge frit imellem. Men netop alle disse valg medfører en angst for ikke at vælge rigtigt og ikke at slå til. Lise Schøler Kjær har skrevet den meget sangbare melodi.

Simon Lægsgaard er forstander på Brandbjerg Højskole

Simon Lægsgaard er cand.theol., og han har siden 2008 været forstander på Brandbjerg Højskole. Lægsgaard er en flittig stemme i den offentlige debat, hvor han bl.a. har gjort sig bemærket i kronikker og debatindlæg om bl.a. dannelse, eksistens, samfund og bæredygtighed.

Simon Lægsgaard

Lægsgaard sætter perfekthedskulturen debat

Kaos i min hjerne er en poetisk behandling at det begreb, man med et moderne udtryk kunne kalde “perfekthedskulturen” – en kultur der i disse år måske i særlig grad, omend ikke udelukkende, er udbredt blandt den yngre generation.

I teksten rammer Simon Lægsgaard et vægtigt eksistentielt paradoks. Nok lever vi i et samfund som det danske i en ganske privilegeret virkelighed. Vi opflaskes med budskabet om, at vi frit kan vælge vores vej i livet; uddannelse, karriere, partner, osv. – vi skal bare række ud. Så er spørgsmålet bare, om vi så også rækker til. Og deri lurer angsten, der flankeres af frihedens paradoksale paralyse med sin uendelighed af muligheder og evindelige krav om til- og fravalg. Eller med Søren Kierkegaards berømmede ord: “Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden”, der her konkretiseres smukt gennem Lægsgaards jeg-fortæller, der konstaterer, at han er “Født som vinder, alt foræret, jeg kan vælge, hvad jeg vil”, når han samtidig må erkende, at “jeg bliver bims i bærret af at vælge fra og til.”

Kaos i min hjerne

1. Der er kaos i min hjerne,
hver en tanke bliver blind,
mine drømme bli’r for fjerne
i mit lidt for slidte sind.
Jeg skal favne alt det hele,
følge hver en mulighed,
styrke alle livets dele,
ingen fred at dvæle ved.

1. Født som vinder, alt foræret,
jeg kan vælge, hvad jeg vil,
men jeg bliver bims i bærret
af at vælge fra og til.
Desto værre føles faldet,
alle chancer gik forbi,
ensomheden følger kaldet:
Uafhængig, aldrig fri.

3. Hele verden er min egen,
jeg skal bare række til,
men jeg kender ikke vejen,
aner ikke hvad jeg vil.
Jeg skal købe, jeg skal sælge,
jeg skal skabe eget held,
men hvordan skal jeg ku’ vælge,
jeg ka’ ikke mærk’ mig selv!

4. Midt i larmen banker troen
på min alt for låste dør,
på at hvis jeg bygger broen
til den anden – hvis jeg tør
give slip på egen nytte,
gi’ mig hen til mine håb,
så måske vil livet lytte
til mit ængstelige råb.

Sangen trækker referencer til Halfdan Rasmussen

En pudsighed ved Kaos i min hjerne er, at den deler metrik med Halfdan Rasmussens Noget om helte (jf. artiklen om Afmagtssang, der er Lægsgaards anden sang i Højskolesangbogen). Og ligeså pudsigt er det, at der ved nærlæsning synes at være et sært, men kontrastfuldt skæbnefællesskab mellem Rasmussens demonstrativt pacifistiskejeg-fortæller på den ene side og Lægsgaards eksistentielt pacificerede ditto på den anden.

Fælles for begge jeg-fortællere er deres modsætningsfyldte og lidelsesfulde forhold til omverdenen, men hvor Rasmussens jeg-fortæller har valgt at dyrke lidenskaben– til sin kone, sin have og til naturen – sidder Lægsgaards fast i lidelsen. I hvert fald ind til sidste vers, hvor jeg-fortælleren indser, at værnet mod den lidelsesfulde uafhængighed er samhørigheden – fællesskabet og lidenskaben: At slippe egen nytte og bygge bro til den anden. Og således åbenbares slutteligt modgiften til håbløsheden gennem jeg-fortællerens erkendelse af, at hovedpersonen i hans liv ikke er ham selv, men den anden.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Den sangbare melodi er skrevet af Lise Schøler Kjær

Lise Schøler Kjærs melodi er blevet til i tæt samarbejde med Lægsgaard, og i løbet af de blot otte takter, som versene spænder over, ledes vi igennem hele tre tonearter – som en parafrase over tekstens tematiske kaos. Melodien har dog en umiddelbar lethed, der både er enkel og som gør den stærkt sangbar. Samtidig stiger tonehøjden for hver strofe og virker således opløftende i sin karakter, mens den på samme tid kontrasterer den gordiske knude af eksistentiel kompleksitet, som teksten kredser om.

I de sidste to takter vender melodien dog om fra sin opadstigende stræben og bevæger sig nedad med afsæt i en uventet mol-variant. Og her påbegyndes så den dystre, melodiske konklusion på det ellers så håbefuldt stigende melodiske forløb, der afsluttes i et ildevarslende, harmonisk mørke.