Kim Larsens egen oplevelse blev inspiration til sangen
Der var noget endeløst blæret over at indlede sit debutalbum med den fødte klassiker om Langebro, som Gasolin’ gjorde. En oplevelse i de gryende morgentimer på vej hjem til Christianshavn over Knippelsbro efter en bytur tændte for alvor sangskriveren Kim Larsen på modersmålet. Ude på broen stod en kvinde og græd ud over havnen, da Larsen gik forbi uden tilbud om trøst eller hjælp. Plaget af dårlig samvittighed satte han sig i dagene derefter med guitaren og spillede den sceniske sang frem.
Sangen har en socialrealistisk magi Langebro passede bedre ind i rimet end Knippelsbro , og derfor flyttede sanseindtrykkene plads i en kunstnerisk fri omplacering af virkeligheden, som til gengæld skinner igennem i sangens socialrealistiske magi, der både satte kursen for Gasolin’s store årti og for dansk rock i flere generationer.
Gasolin' tog afsæt i 70'ernes rå realiteter Tressernes tro på idealer om fri kærlighed og ”Make love, not war” var ved at blæse væk med koldere vinde, og den frie leg med bevidsthedsudvidende stoffer var for længst afløst af tunge tømmermænd i form af afhængighed og misbrug, da Kim Larsen spadserede udover broen.
Ude på Christianshavn tog et ungt rockband afsæt i den brutale opvågning til halvfjerdsernes rå realiteter, og den første sang på det første album med Gasolin’, Langebro , kom i sjælden grad til at udgøre den symbolske overgang mellem de to årtier. Og så var sangen den første, bandet skrev på dansk.
Gasolin', 1969. Fra venstre Willi Joensson, Franz Beckerlee, Bjørn Uglebjerg og Kim Larsen
Teksten tager livtag med det nye årtis store emner
Der var og er noget forkomment og kuldslået over stemningen på Langebro og de skæbner, man møder i tekstens langsomme slentretur over broen. I de få linjer tog Gasolin’ fat på nogle af det nye årtis store emner: den spirende kvindefrigørelse , det religiøse aspekt med Jehovas vidner og den sociale deroute med dødsdruk af dystopisk omfang.
Her er farer, men eventyret lokker derude
Her er både ”en der stod og græd” ude på Langebro, en flok, der stod ”og drak sig ihjel” i Dæmonernes Port ved Kofoeds skole, dommedagsprofeten fra Jehovas Vidner, der spåede, at ”jorden går under i dag” og kvinden med ”så skønne øjne”, der anklagede sin mand for at have ”stjålet mit liv”. Alle med det lokkende lille løsen: Hvis du tør, så kom med mig, der sluttede hver strofe og brød mistrøstigheden. Her var nok fare på færde, men eventyret lå og lurede bagved.