Susanne Brøgger kunne spejle sine egne erfaringer i Jammers minde
Suzanne Brøgger har været optaget af Leonora Christinas historie, siden hun i midten af 1980’erne læste Jammers Minde . Efterfølgende skrev hun essayet Og hun trevlede sine silkestrømper op til samlingen Den pebrede susen , som udkom i 1986. Titlen på essayet går igen som en sætning i omkvædet til Leonoras vise . Suzanne Brøgger fortæller:
”Det, jeg tog med mig fra Leonoras Jammers Minde , var hendes ”indre forvandling”, jeg selv havde erfaret skyggen af, da jeg flyttede fra by til land i slutningen af 1960´erne. At bo på landet er ikke noget fængsel, men jeg følte det som et indre eksil, hvor man frivilligt giver afkald på byens impulser og tilbud og må berede sig på, at ’alt skal komme fra én selv’. Mine erfaringer lignede selvfølgelig ikke kongedatterens, hun, som var spærret inde i Blåtårn i over tyve år. Men jeg havde oplevet nok i mit unge liv til at vide, hvordan det føles, når verden går i stykker, dér hvor man forventer den burde hænge sammen og er tavs dér, hvor den burde tale.”
Susanne Brøgger
Suzanne Brøgger. Foto: Isak Hoffmeyer
Historisk stof bliver levendegjort
Suzanne Brøggers vise leger med nogle af de klassiske kendetegn for folkevisen. Der er en historie, der skal fortælles i visen, historien om Leonora Christinas fangenskab. Der er slagfærdighed i teksten og et omkvæd, der understreger den lyriske grundstemning. Historien bliver som i en klassisk folkevise fortalt i vers på fire linjer. Omkvædet har Suzanne Brøgger lånt fra Kristian Zahrtmann , der har malet flere portrætter af Leonora Christina. Han skrev inspireret af Leonora Christinas skæbne. ”Du skal være et menneske af Ja og Amen og ikke af Nej og Jamen.” Suzanne Brøggers Leonoras vise er et godt eksempel på, hvordan et historisk stof kan blive levende igen ved at blive skrevet i en form, som vi kender fra fortiden, folkevisen, men i et moderne sprog.