Revytraditionen er over 150 år gammel
Kort efter treårskrigens afslutning i 1850 blev der for første gang spillet revy i Danmark. Det er altså en over 150 år gammel tradition. Revyens bestanddele er sketcher, dansenumre, vandede vittigheder og viser. Ingen af delene er forudbestemt til at have lang levetid, men enkelte får det alligevel.
Aage Steffensen skrev sangen til Apollorevyen
Manden på risten blev skrevet af Aage Steffensen til Apollorevyen i 1936. Der blev den fremført af skuespilleren Carl Alstrup. Apolloteatret var under forskellige navne og med enkelte afbrydelser i drift fra 1918 frem til 1958.
Det manglende midterste vers
Originaludgaven havde tre vers, men både Højskolesangbogen og andre sangbøger har udeladt den midterste. Her får sangens ”jeg” ellers navn (han hedder Jensen) og giver udtryk for sin musiksmag: Han har kun foragt tilovers for den musik, der lyder inde fra den restaurant, hvis rist han står på for at få lidt varme og duften fra køkkenregionerne. Der er piger i Singapore lyder det inde fra Wivex’ danseorkester. Det har ingen interesse. Når de spiller Schubert, er det en helt anden sag.
Anonymiseringen gør det lettere at relatere til "jeget" i nutiden
Når disse oplysninger udelades, bliver ”jeget” mere anonymt, og vi får lettere ved at associere til nutidens fortabte eller udstødte, hvilken rist de så ellers befinder sig på.
Intet liv uden lugtesansen
På risten ved restaurantens bagindgang nyder nogle mænd lyset, varmen, musikken og duften af lam og bøf og andre lækre retter. Andet har de ikke at leve af. Da Johansen en dag mister lugtesansen, dør han naturligvis af sult. Sådan er livets gang, siger visens fortæller ganske nøgternt; men det var jo heller ikke ham det gik ud over. Denne gang!
Himlens rist venter
Og nu er Johansen så i Himmerig, og fortælleren funderer over, om forplejningen deroppe er bedre end hernede på Vesterbro. Han er så ydmyg, at han slet ikke regner med at komme indenfor, men at han også ved himmelkroen må nøjes med at stå på risten.