Simon Grotrian var glad for folkekirken
Digteren Simon Grotrian var gennem mange år fast kirkegænger i Lemming, hvor han boede til sin død i 2019. Han var glad for Folkekirken i en sådan grad, at han i et bud på en ny trosbekendelse , som DR bad ham lave i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017, kunne skrive: ”Vi tror på Folkekirken som et ståsted og hjem for alle fortabte”. Grotrian var fortrolig med både Bibelen og Den Danske Salmebog, og der er et tydeligt slægtskab mellem denne salme og Salmebogens nummer 523 , der er af Johannes Johansen og har samme titel.
Grotrian tager over, hvor Johansen stopper
Grotrian skrev som regel sine salmer over kendte salmers melodi, og her føres det endnu videre: Her er der ikke bare skrevet over et kendt metrum, men i direkte forlængelse af en eksisterende salme. Hvor Grotrian i øvrigt kendetegnes netop ved stor originalitet, vælger han her at benytte Johansens salme som tydelig intertekst. Johansens salme lader den indledende og gentagne forsikring være Guds trøsterige udsagn til de spæde (første vers), de store (andet vers) og de døde (tredje vers), indtil salmen afsluttende peger på ”verdens ende”. Og netop der tager Grotrians salme over.
Simon Grotrian. Foto: Jørgen Ploug
Gud er fortælleren
Grotrian lader alle ni vers indlede som Johansens, men i Grotrians salme veksler nådestilsagnet med mørke, mytologiske syner, der alle peger på Dommedag. Det lille ”når”, der indleder den anden linje i alle vers på nær det midterste, femte vers, peger ind i fremtiden, og tiltalen er salmen igennem et jeg (Gud), der taler til et du (den syngende).