Nu bede vi den Helligånd

I de enkelte vers beskrives Helligåndens egenskaber

Troens bånd er for Grundtvig det, der altid har bundet kristne sammen på trods af de forskelligheder, der er mellem de enkelte trossamfund: dåben i den treenige Guds navn ved optagelsen i menigheden og nadveren, menighedens fællesmåltid. Helligånden virker nådigt – hvilket vil sige frit eller gratis – og forebygger, hvad (bekæmper det) der truer kirken.

I andet vers kaldes Helligånden for lysets ånd, der oplyser os om livet i Guds rige, i tredje vers for kærlighedens ånd, der knytter os sammen, fordi vi er elsket af Gud.

I fjerde vers er Helligånden den, der taler vores sag, som en slags forsvarsadvokat, så vi som barnet trygt og i glæde kan glemme vores elendighed og se frem til dens modsætning, saligheden.

Endelig omtales Helligånden i femte vers som sandhedens ånd, der kan overbevise os om, at også vi er Guds børn. På den måde er perlen fundet (jf. Matt 13,43), Paradis åbnet igen og døden endeligt besejret.

Ordforklaringer

1.1   Helligånd: kirkelig betegnelse for den måde Gud er til stede på i menigheden.
4.1   Talsmand: Johannesevangeliets betegnelse for Helligånden.
4.4   elende: elendighed

Melodien er en leise, der senere er bearbejdet af Johann Walter

Melodien er en førreformatorisk leise, som senere er bearbejdet og harmoniseret af komponisten Johann Walter (1496-1570), som arbejdede meget sammen med Luther. En leise er en folkelig religiøs sang opstået i middelalderen med udgangspunkt i litaniomkvædet ”Kyrie eleison”. Nu bede vi den Helligånd havde netop oprindeligt som omkvæd ”Kyrieeleis”, hvilket på dansk er blevet til ”Herre, hør vor bøn!”

Den nuværende harmonisering tager højde for det moderne øre

Melodien bærer naturligvis præg af, at den er blevet til i middelalderen, og at den dermed hidrører fra en anden tonal praksis, end vi kender i dag. Den har sandsynligvis stået i den modale toneart lydisk (F-dur uden fortegn). I Højskolesangbogen bringes melodien i Es-dur med b for H, E og A, men da skalaens fjerde tone (As) ikke forekommer i melodien, holdes den i den lydiske toneart. Harmoniseringen har taget højde for det moderne øre, hvilket gør den velegnet til fællessang og den fællesbøn, som teksten er et udtryk for. Den vægtige del af melodien ligger i de to indledende, lange linjer (hvor melodiens højdetone C også findes), mens de fire efterfølgende, korte linjer nærmest har karakter af én lang sekvens, inden det markante omkvæd afrunder versene.

Artiklen er skrevet af Carsten Oxenvad, melodibeskrivelse af Erling Lindgren

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.