Lyset reflekterer julens glade bud
Det er det store åbne himmelhvælv juleaften, der påkalder det vidtspændende syn, oplevelsen af de kristnes fællesskab om at tænde julelys, hvad man også gjorde, før juletræer blev almindelige, og ligheden mellem dem og stjernerne på nattehimlen. Begge former for lys reflekterer julens glade bud, og stjernen over Betlehem påkaldes til at lyse med håb og fred, ikke blot ind i hvert eneste hjem, men videre ind i ”hvert et hjerte”. Danske digtere som Johannes Jørgensen og Kaj Munk har skrevet juledigte med ganske tilsvarende motiver.
Digt og melodi udspringer af samme sind
Den enkle melodi er en væsentlig årsag til den yndest, sangen har opnået. I sin bevægelse følger den stort set dagligt talesprog med det store spring fra den ubetonede optakt ”Nu” til det meningsbærende ”tændes”, hvorefter tonerne taber højde, men med en fornyet optakt giver oktavspringet det nødvendige eftertryk til pointeringen af det ophøjede i ”tusind stjerner”.
At digt og melodi er udsprunget af det samme sind ses af, at den samme stigning i indhold også kommer i de følgende tre vers: ”født er Herren”, ”oplyse alt”, ”en stråle af Guds kærlighed”. Den parallelle bevægelse i takt 2-3 og 5-6 virker stærkt på alle, der synger med, og treklangsbevægelserne gør den let at lære.