Beatrice Vibe og Per Drud Nielsens samarbejde
Beatrice Vibe skrev sit efterårsdigt i 1990, og Per Drud Nielsen satte det i musik i 2004, efter de to havde mødt hinanden ved et lyrik- og musikarrangement i Frederikshavn. Mødet førte både et omfattende samarbejde og et årelangt venskab med sig.
Digtet tematiserer oktoberdagens tunge rytme
Digtet består af tre korte vers, der alle indledes med ordene ”Oktoberdag i flammer”. Gentagelsen giver digtet en tyngde, som går igen i digtets billedsprog. Selve ordet ”oktoberdag” er samtidig ”tungt” med sine mørke vokaler og mange konsonanter. Digtet lægger sig hermed op ad det næsten samtidige Oktoberdagens skiften af Jens Rosendal, der – i øvrigt med næsten samme versmål – også tematiserer oktoberdagens tunge, vejrbidte rytme.
Forbindelsen mellem mennesket og jorden
Igennem hele digtet går den røde tråd om menneskets brug af jorden. Det gælder især i det subtile billedsprog, som i første vers, hvor ”markernes skår” antyder, at jorden er blevet brudt og kultiveret af mennesket, og i andet vers, hvor fugten, der er tæt og ”skraveret”, leder tankerne hen på den måde, plovfuren skraverer jorden. I samme vers er i øvrigt ikke blot jorden, men også tiden – året – ”brugt” af mennesket. Dermed italesættes den intime forbindelse mellem mennesket og jorden. . Vi genfinder samme i bogstavelig forstand jordnære forståelse af mennesket f.eks. i efterårssalmen Vi pløjed og vi så’de og i Grundtvigs Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.