Ravnen

Baggrund Folkeviser og ballader

Sorten Muld vækkede i løbet af 1990'erne en lang række gamle folkeviser til live med deres nyskabende versioner, der blev forløbere for den genre, man nu kalder folktronica. Ravnen fortæller et grusomt eventyr om en ung kvinde, som indgår en frygtelig pagt med et overnaturligt væsen for at blive genforenet med sin elskede. I Højskolesangbogen bringes en forkortet version, hvor vi kan høre ravnens hæse skrig.

Fascinerende fortælling om det overnaturlige

I vores solidt videnskabeligt forankrede verden fascinerer fortællinger om trolddom og det overnaturlige stadig. Ravnen, en tryllevise med rødder over 800 år tilbage, er ingen undtagelse. Den spinder et stadigt fascinerende og grusomt eventyr om en ung kvinde, som indgår en frygtelig pagt med et overnaturligt væsen for at blive genforenet med sin elskede.

Sorten Muld gav folkeviserne nyt liv

I midt 90’erne var folkeviser flere steder synonymt med støvede, oldnordiske tekster og træge tekstanalyser, da Sorten Muld bragede ind på scenen. Sorten Muld, i skikkelse af Ulla Bendixen, Martin Døssing Ottosen og Henrik Munch, skabte en fortryllende cocktail af folkeviser og fængende elektroniske beats, som sørgede for, at en ny generation med udelt glæde sang sig hæse og trampede troldedans til de forjættende rytmer af selvsamme viser. Sorten Muld tog form i 1995 som en del af et projekt for Kulturby Aarhus 96. I løbet af få år tog de Danmarks musikscene med storm som frontløbere for den musikgenre, som senere blev kendt som folktronica.

Svend Grundtvig indsamlede og udgav en lang række folkeviser

Mange folkeviser blev indsamlet og udgivet af Svend Grundtvig i midten af 1800-tallet baseret på kilder fra 1600-tallet og mundtlige gengivelser. Valravnen, som er det oprindelige oplæg for Ravnen, findes i to versioner, på henholdsvis 31 og 41 vers. Det gav mening for mange hundrede år siden, hvor en omvandrende sanger, en “leger”, rejste fra herregård til herregård og underholdt. Han sang versene uden akkompagnement, og gårdens folk sluttede kreds i en simpel folkedans og sang omkvædet efter hvert af versene.

Ravnen

1. Ravnen flyver om aftenen
om dagen han ikke må.
Den skal have den onde lykke,
den gode ikke kan få.

Men ravnen flyver om aftenen.
A: (Hæææ, hæææ, hæææi)
B: Men ravnen flyver om aftenen.

2. “Hør mig, hør mig, du vilde valravn,
kom flyv herned til mig.
Hviden sølv vil jeg dig give,
om du vil hjælpe mig.

3. Min stedmoder har forvist min kære
til fjernt og fremmed land.
Røden guld vil jeg dig give.
Før mig til ham om du kan”.

Men ravnen flyver om aftenen.
A: (Hæææ, hæææ, hæææi)
B: Men ravnen flyver om aftenen.

4. “Sølv og guld og ædelstene
vil jeg ikke af dig have.
Men den første søn I føder
skal I skænke mig som gave”.

5 Irmelin lagde sin hvide hånd
alt på den ravnefod,
og før end nætter tre var gået
frem for kæresten hun stod.

Men ravnen flyver om aftenen.
A: (Hæææ, hæææ, hæææi)
B: Men ravnen flyver om aftenen.

6. Det var i den lyse sommer
de lå i brudeseng,
og før end måneder ni var gået
fødte Irmelin en dreng.

7. Ravnen flyver om aftenen,
den flyver til Irmelin.
“Husk I bærer den onde lykke
Husk at drengen han er min”.

Men ravnen flyver om aftenen.
A: (Hæææ, hæææ, hæææi)
B: Men ravnen flyver om aftenen.
A: (Hæææ, hæææ, hæææi)
B: Men ravnen flyver om aftenen.

Den forkortede udgave hjælper historien på vej

Martin Døssing Ottosens moderne, kortere version er lettere at gå til som en fællessang, hvor man ikke ender med at dratte om af udmattelse. Forkortelsen hjælper også til, at både handling og tema træder tydeligere frem.

Ravnen er i denne sang et overnaturligt væsen

Når mennesket møder det overnaturlige, er det naturens vilde og utæmmede kræfter, der konfronteres. Man skal vare sig, for man bliver ofte snøret af sine egne lyster. Valravnen er i denne sang et overnaturligt væsen, en fredløs sjæl, som er fanget i en ravnekrop og bundet til kun at flyve om natten. Ravnen kan først forvandle sig tilbage til et menneske, hvis den drikker blodet fra et barn, hvilket forklares i den oprindelige udgave af Valravnen.

Irmelin træffer en skæbnesvanger beslutning

Irmelins stedmoder har sendt hendes elskede bort, og Irmelin søger at ændre sin urimelige skæbne ved at forhandle med det overnaturlige. Da ravnen hverken tager imod sølv eller guld, bliver det i stedet hendes førstefødte, hun lover bort i et letsindigt øjeblik. Ved ravnens magi genforenes hun med sin elskede, men ravnen glemmer ikke det, hun har lovet: “Husk I bærer den onde lykke, Husk at drengen han er min”. At købe sig til lykken nu og her uden tanke for konsekvenserne, for så at betale en frygtelig pris senere, er vel om noget den mest universelle historie, der findes

Ottosen har tilføjet et omkvæd, der imiterer ravnens hæse skrig

Melodien stammer direkte fra den ældste nedskrevne kilde, man har, nemlig Hans Mikkel Ravns musikteologiske værk Heptachordum Danicum fra 1646. Ottosen har til den oprindelige melodi tilføjet et ekstra omkvæd, som efterligner valravnens hæse natteskrig. Tonearten er en dorisk mol, og melodien bevæger sig taktfast fremad som ravnens tunge vingeslag. I 3. og 7. takt synges ikke tonen B, men H, hvilket løfter melodiens tyngde, indtil den i næste linje lander tungt og fast som skæbnen. I de to sidste slag af takt otte samt i versenes afslutning bruges den åbne kvint, som er uden terts og derfor både dur og mol, lyset og mørket, lykken og sorgen.