Romantikken hentede inspiration fra folkeviserne
Interessen for middelalderen og folkeviserne er væsentlig i den danske romantiske litteratur. Digtere, komponister og malere hentede motiver fra den fornemme arv, man mente at finde i folkesagn og folkeviser. Man så noget oprindeligt dansk og nordisk i de gamle overleverede danseviser og i de sagn, der lå bag dem. Folkeviserne blev nedskrevet og måske gendigtet i renæssancen af adelens dannede fruer, så betegnelsen ”folkevise” er til dels misvisende.
Landet skulle samles om fælles værdier
Efter Napoleonskrigenes afslutning og den nationale katastrofe med statsbankerot og tabet af Norge i 1813-14 blev det vigtigt at få landet samlet om fælles værdier, og her kom folkesagn, eventyr og viser ind. Denne nationale nydannelse førtes frem af kunstnere og digtere som fx N.F.S. Grundtvig, hvis søn Svend Grundtvig i årene efter 1848 udgav samlinger af danske folkeviser, senere samlet i Danmarks gamle Folkeviser (DgF), i alt 12 bind fra og med 1854.
Folkepoesien kom fra almuen
En ledende litterær person i den danske guldalder, J.L. Heiberg, mente, at denne folkepoesi kom fra almuen og bredte sig til de fornemme, adel og kongehus, mens det i Tyskland og Frankrig var omvendt. Heiberg fremhævede, at den danske nationalkarakters særpræg kom af det brede folk, og han betonede dermed folkets nationale ret til landet.
Molbechs tekst er en gendigtning
Teksten til Roselil’ og hendes moder er en art gendigtning af en gammel folkevise, der allerede var kendt i 1840’erne, da Christian Knud Frederik Molbech skrev sin tekst. Den genoptryktes i hans Samlede Digte 1863; af dens ti vers bringer højskolesangbogen 1., 3., 4., 7., 9. og 10. Folkemindesamleren Svend Grundtvig har i Danmarks gamle Folkeviser samlet en række ældre, oprindelige tekster med overskriften Redselille og Medelvold (DgF 271) i adskillige varianter fra de nordiske lande.
Gendigtningen har gjort sangen borgerligt acceptabel
Molbechs tekst er et eksempel på en fornyelse af folkevisepoesien. En folkevises vers er på to eller fire linjer med enderim og et omkvæd (efterkvæd). Undertiden er der som her et mere kunstfærdigt indskudt omkvæd midt i sangen, mellemkvæd. Molbech har efter flere gamle ofte dristige forlæg skrevet visen om adelsfrøken Roselil på sin borg med svalegang og den uopdragent lyttende hr. Peder og gjort den borgerligt acceptabel med pigen, der opgiver sit hovmod og tidstypisk føjer sig for den mandige list og begavelse.