Sneen dækker mark og mose

Baggrund Året

Christian Winthers oprindelige digt bærer titlen Vinterlandskab og er en farverig beskrivelse af både natur, folkeliv og erotik. I Højskolesangbogen er der kun medtaget fire ud af digtets 19 vers. I disse beskrives den tysthed og ro, som sneen lægger over landskabet. Melodien afspejler den samme enkelhed, stilfærdighed og et strejf af melankoli og passer således til Højskolesangbogens version, men ligger stemningsmæssigt langt fra det oprindelige digt.

Christian Winther boede og arbejdede ved Lyngby Sø

I 1825 blev den knap 30-årige Christian Winther ansat som huslærer hos en eddikebrygger, og familien boede skiftevis i Københavns centrum og ude ved Lyngby Sø. Ved siden af at undervise havde Winther tid til både at læse og skrive digte, til at forelske sig i den ene af døtrene og blive gode venner med andre kunstnere, der også opholdt sig i Lyngby. I 1828 udgav han sin første samling Digte, og heri findes Vinterlandskab, et pragtstykke af naturskildring og folkeliv, fest og erotik.

Winther var inspireret af Bellman

Blandt de digtere, Winther studerede, var også datidens lyriske læremester Carl Michael Bellman. Hans stil slår igennem hos de unge digtere sidst i 1820’erne, også i Vinterlandskab, for i Bellmans manér er tid og sted angivet med præcision.

Sneen dækker mark og mose

1. Sneen dækker mark og mose,
skoven står så mørk og brun,
blank i vest går dagens rose
bort af vintrens blå paulun.

2. Tavshed bor på eng og høje,
stjernen tindrer klart i luft,
hver en busk har lukt sit øje,
hver en stilk har gemt sin duft.

3. Alle blomsterbørn derude
sove nu så sødt og tæt,
ej den hvide vuggepude
trykker deres åndedræt.

4. Poppelpilens hoved hælder
tankefuldt, med sne belagt,
ak, den drømmer vist! - hvad gælder?
om sin rige sommerdragt.

Solnedgangen og den første stjerne står centralt

Lidt nord for eddikebryggerens landsted ligger en kæmpehøj med udsigt over mark og mose, skov, eng og høje. Søen omtales ikke, digteren er optaget af solnedgangen ”dagens rose” og den første stjerne.

I det oprindelige digt beskrives fest og farver

Derfra tager digtet fart: En jæger trutter i sit horn, en hilsen til degnens datter, hende inviterer han til bal på kroen; fra herregårdsalleen ”farer frem et Kanetog”, grevefamilien skal til bal hos baronen. Siden ses en ung mand på skøjter, han skal til punchegilde hos nogle venner, og Winther gætter sig til hvilken drikkevise de nok vil synge.

Digteren betragter livets gang

Alene digteren skal ingenting – andet end se og beskrive hvad han ser.

Kun fire vers er medtaget i Højskolesangbogen

I Højskolesangbogen er kun de fire første vers af i alt 19 kommet med. Det er den skikkelse, N.K. Madsen-Stensgaard gav den, da han i 1903 optog den i Folkets Sangbog, og sådan har den stået i sangbøgerne siden. Af Winthers digt er der kun den melankolske naturstemning tilbage i få, men klare farver: hvidt, brunt og blåt. Der er stille denne vintereftermiddag, for naturen sover, buskene har lukket øjnene, blomsterbørnene sover, poppelpilen drømmer.

Det enkle sprog er efter Bellmans forbillede

Det hele skildres i få og jævne ord i enkle sætninger – efter Bellmans forbillede.

Riis-Magnussens stilfærdige melodi rummer vinterens melankoli

Den samme enkelhed præger den melodi, vi almindeligvis bruger, og som Højskolesangbogen bringer: Adolf Riis-Magnussens fra 1927. Men komponistens forbillede er ikke det samme som digterens. Komponisten har næppe kendt hele digtet; han har i sin melodi alene forholdt sig til de fire vers. Derfor har sangen fået al den melankoli og stilfærdighed, c-mol kan give. I takt tre og seks skinner Eb-Dur ganske vist igennem og kaster lys over ”skoven” og ”dagens rose”, men både ved halvslutningen i takt fire (på dominanten G-Dur) og helslutningen i takt otte går den bort i vinterens blå moltoner.