Evert Taubes kærlighedserklæring til sin hustru
I 1948 udgav Evert Taube sin 13. visesamling Ballader i det blå. De første digte i samlingen er kærlighedssange til hans hustru - deriblandt Sov på min arm. De havde mødt hinanden 28 år tidligere og blev gift i 1925. Straks da krigen ophørte i 1945 tog Taube på rejse til Syd- og Mellemamerika, og indimellem var han hjemme hos kone og børn. Sangen er en art illustration af det gamle ord: De elskendes adskillelse er kærlighedens fornyelse, eller med andre ord - en hyldest til ægteskabet.
Taube optræder under eget navn
Sov på min arm er en vise, og det er karakteristisk for mange viser, at visesangeren foregiver, at det er selvoplevet. I Taubes tilfælde har han selv ofte fortalt om den oplevelse, der ligger til grund for hans viser, og efter genrens traditioner gerne under dæknavne. Det gælder også scener fra livet med kone og børn ude i sommerhuset. I kærlighedssangene i Ballader i det blå optræder han imidlertid under eget navn.
"Han" holder enetale for "hende"
Taube studerede ivrigt de middelalderlige trubadurer (digter-sangere) fra Provence, og det er kendetegnende for deres elskovsdigte, at ”han” holder enetale for ”hende”. Sådan er det også her: Hun skal lægge sig til at sove i hans arm, han lover at vogte hende ”ömt och tyst”. Imens fortæller han, at halvmånen står oppe over de mørke lunde, dens lys skinner ind i soveværelset, og på sin vandring over himlen tæller den timernes gang på hendes barm. Gennem det åbne vindue kommer pust af nattevinden, som svaler hende efter den hede elskovsstund.