Stenen slår smut på det danske vand

Baggrund Danmark

Sangen er skrevet i anledning af Grænseforeningens 70-års jubilæum. Teksten afspejler 1990ernes positive og optimistiske syn på globaliseringen, som forandrede - og fortsat forandrer - både økonomiske, kulturelle og menneskelige forbindelser på tværs af jorden. Sidenhen er blikket på globaliseringen blevet mere realistisk, og sangen har måske netop derfor fortsat sin berettigelse i en foranderlig og mangfoldig verden.

Globaliseringen ændrede og udfordrede vores verdenssyn

Igennem 1980’erne skyllede en bølge af demokrati og liberalisme ind over økonomi, politik og kultur i det meste af verden. Markeder åbnede sig, og verdenshandelen blev friere. Diktatur blev afløst af frie valg, først i Latinamerika og siden i de kommunistiske regimer i Central- og Østeuropa. Vi fik nye muligheder for at rejse ud og møde mennesker fra andre folkeslag – eller de kom her. Den ældgamle drøm om et harmonisk globalt fællesskab, hvor mennesker af alle racer og kulturer frit kunne folde sig ud i gensidig respekt, fik ny næring i denne tid, hvor mure og grænser blev brudt ned.

Denne optimisme på menneskehedens vegne kommer til poetisk udfoldelse i denne sang, der vandt Grænseforeningens sangkonkurrence ved foreningens 70-års jubilæum i 1990.

Som ringe i vandet breder kultur og idéer sig

Blandt sangens mange naturbilleder er det verdensvand, der binder alle mennesker på kloden sammen, det helt centrale. De ringe i vandet, som smutstenen danner, udgår fra Danmark, hvis skaberånd har bud til hele verden – som et ekko af H.C Andersens ”et lille land, og dog så vidt om jorden …” (se artiklen om I Danmark er jeg født). Men Danmark er også modtager af inspiration udefra: Den sten, der kastes, kom ifølge sidste vers fra ”et verdensland”, og dermed lukkes en betydningsring mellem sangens begyndelse og slutning.

Træet er hjemsted for liv

På landjorden spiller træet – i skikkelse af ”forårets træ” – en betydelig rolle som hjemsted for liv. Træet er hjemsted for den larve, der forvandler sig til sommerfugl og viser vejen for et Danmark i stadig forvandling. Fra sommerfuglen skiftes til et andet flyvende billede, en stæreflok på træk. Fuglenes kommen og gåen i bølger forbinder metaforisk det jordiske træ med både himmel og hav.

Selv om træet har klare referencer til både Bibelens ”Kundskabens Træ” og Ask Yggdrasil fra den nordiske mytologi, bringer det symbolikken ned på jorden, at der er tale om et pæretræ – en art, der sjældent hyldes i sang, men som dog forsyner ”folk og fæ”.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Mennesker optræder næsten ikke i sangen

Ellers optræder mennesker næsten ikke i sangen. De underforstås i farverne ”brun, gul og hvid” i vers to, og nævnes som søstre og brødre i syvende og sidste vers. Og det må jo være en menneskehånd, der kaster den første smutsten!

Selvom tiderne forandrer sig, har sangen stadig noget at byde på

At sangens vision om grænseløs globalisering har vist sig vanskelig at gennemføre, skyldes nok den udeladte menneskelige faktor. Men skønt tidsånden har forandret sig siden 1990, er sangen stadig et vedkommende bud på en nationalsang, der vil rumme hele verden. Den har noget at sige her 30 år senere, hvor en ny bølge af engagement i de fælles globale udfordringer har rejst sig. Ringene breder sig.

Den bølgende melodi skaber spænding og forløsning

Vandets bølgende bevægelser vækkes til live i Henrik Birk Aaboe Andersens melodi, hvor tonehøjden stiger og falder, og hvor mol og dur afløser hinanden som ringe i vandet. Et skift af toneart midt i sangen, som først til sidst finder tilbage til grundtonen G, og den flittige brug af septimer og sus4-akkorder, som opløses, er med til at understrege den bølgende bevægelse mellem spænding og afspænding.

Ganske som ”hele livets natur / går fra mol imod dur”, afslutter komponisten verset med at skifte fra mol til dur i en melodisk bølge, der rejser sig og forløser sangens håbefulde menneske- og verdenssyn.