Være-digtet har fået klassikerstatus Ved festlighederne i forbindelse med brylluppet mellem kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i 2004 optrådte en lille mand i dametøj som reciterede Frank Jægers Være-digt . Det var journalisten og entertaineren Anders Lund Madsen , der på denne måde tog en kendt tekst fra den danske litteratur under original humoristisk behandling. Episoden understreger, at det lille digt må siges at have fået klassikerstatus. I den anden ende af spektret skal det nævnes, at Simon Grotrian har anvendt det i en omdigtning i sin samling Fire (1990), hvor første linje er sat sammen med linjer fra andre af den danske litteraturs klassikere:
Den vilde Valravn höit
i Masten synger:
O at være en høne,
tumle sig ind i sit
Fødeland
hvor saltengen drejer
sig grøngraa vaad
Hvor Sangersken
bygger Og Quidrende røber sin Rede!
Frank Jæger er her i selskab med Adam Oehlenschläger (Valravnen 1803), Gustav Munch-Petersen (rids 1937) og Johannes Ewald (Rungsteds Lyksaligheder 1775).
Frank Jæger
Digtet var en del af samlingen Jægerviser Digtet stod første gang trykt i Morgenens trompet (1949), men blev for alvor kendt som en af de 19 Jægerviser (1953), en samling viser med tekst af Frank Jæger og musik af Tony Vejslev . Med Vejslevs melodi er den blevet hvermandseje. Den er indsunget af bl.a. Erik Grip og Kim Larsen , findes i forskellige korudgaver og høres ofte citeret.
Digtet giver et bud på forskellige former for eksistens Teksten om at være – en høne, en tøjhund, et æble, en stodder – har måske adresse til datidens optagethed af eksistentialismen og dens fordringer om modet til at vælge sig selv. Jæger giver sit meget konkrete og sanselige bud på forskellige former for eksistens med hver sin bestemmelse: Drømmen om det naive og barnlige hos hønen og tøjhunden, der leger skjul og søger tryghed, drømmen om den erotisk ladede væren i det svulmende æble og endelig den ensomme, fordrukne og sølle stoddertilværelse, som er digterjeg'ets virkelighed.
Det sidste vers har en mørk undertone
Med slutversets barske virkelighedsreference forener digtet Frank Jægers lyse sanselighed, der i mange år var hans varemærke, med den tunge og mørke undertone, der tager over i løbet af forfatterskabet, og som man de senere år i stadig stigende grad har fået øjnene op for.