Lygre skrev om samhørighed med naturen
Aslaug Låstad Lygre er norsk lyriker fra Lindås uden for Bergen. Hun debuterede som 33-årig i 1943 med samlingen No blømer alle rosene og fik sit gennembrud i 1952 med samlingen Den einsame roaren. Det blev til i alt seks digtsamlinger inden hendes tidlige død i 1966. De handler alle om samhørighed med naturen, om harmoni, men har også en udpræget tungsindig og melankolsk grundtone. De første digte er traditionelle i versformen, mens hendes senere produktion er mere eksperimenterende. I 1964 modtog hun Gyldendals legat. Sit tilhørsforhold til hjemstavnen understregede hun ved at skrive på nynorsk.
Dette er Lygres mest berømte digt
Hendes kendteste digt er Vi skal ikkje sova bort sumarnatta, som er blevet sat i musik af Geirr Tveitt og indsunget i mange udgaver.
Sangen rummer et bud om at værdsætte livet, før det er for sent
Digtet blev til, mens Lygre var indlagt for tuberkulose på Luster Sanatorium og omgivet af døende mennesker. På den baggrund virker digtet ekstra stærkt. Det indeholder et påbud om at bruge sanserne, være sammen og værdsætte livet, inden det er for sent, og kan således siges at have baggrund i en personlig erfaring.
Digtet skaber en vemodig forbindelse mellem øjeblikket og evigheden
Det har en lavmælt intensitet med sine gentagelser og sansede naturbeskrivelser, udtrykt i stærke og smukke sammensætninger som ”høysåteangen”, ”grashoppspelet” og ”bleikblå”. Det er på én gang vemodigt og erotisk. Det forbinder præcise detaljer med et kosmisk perspektiv, jorden med himlen og øjeblikket med evigheden. I påbuddet om ikke at sove sommernatten bort ligger en fortrøstning om sammenhæng. Vi skal ”kjenna at vi er i slekt med jorda, / med vinden og kvite sky”. Men der ligger også en klar bevidsthed om ophøret og – i videre perspektiv – døden. Vi skal ”vita at vi skal vera i saman / like til morgengry”.