Vi sletternes sønner

Baggrund Danmark

Ludvig Holstein skrev oprindeligt digtet i anledning af Christian IX's fødselsdag. Senere satte Carl Nielsen melodi til, og sangen indgik i forestillingen Tove, der blev opført på Dagmarteateret i 1908. Sangen er fyldt med længsler, erotik og hemmeligheder, og veksler mellem stemningsfulde naturbeskrivelser og folkevisens gådefulde univers. Melodien kan både udfordre og tilfredsstille sangere på flere niveauer og er blevet en ægte fællessangsfavorit.

Digtet blev skrevet til Christian IX's fødselsdag

Digtet havde oprindelig titlen Sjælland og blev første gang trykt i en antologi i anledning af Kong Christian IX’s 80-års fødselsdag i 1898. Senere udkom det i samlingen Digte 2.udg. 1903.

Ludvig Holsteins tekst er fuld af symbolik, længsel og erotik

Holstein bruger den sjællandske natur og årstiderne som metaforer for en poetisk og følelsesfuld rejse gennem en række stemninger. Det er sprængfyldt med symbolik, længsel og erotiske undertoner, og det nationalromantiske præg understreges yderligere i 3. vers, hvor Holstein genbruger den gamle folkevise om Hr. Oluf.

I de sidste vers føres vi ind i folkevisens univers

I de tre første vers svæver drømmene hen over landskabet, i forventning og tilbageholdt længsel, og luften sitrer af hemmeligheder. I de sidste to skifter stemningen, og vi føres ind i folkevisens gådefulde univers, hvor sommernattens trolddomsspind brister, og hvor kærlighedsdrømmen forløses.

Vi sletternes sønner

1. Vi sletternes sønner har drømme i sind,
de vågner og bliver til sange,
de stiger af sommernattågernes spind,
som lærkerne flyver af vange.
De brister af længsel en dag i april
som krokus og blå hyacinter,
de bryder som vårsolens sejrende smil
igennem den smeltende vinter.

2. Så sejler de over det duftende land,
hvor vårsæden pibler af jorden,
og hilser med jubel bag skovenes rand
den blinkende stribe af fjorden
og skælver i forårets fløjtende lyd
som triller fra haver og lunde
og stjæler letsindigt forventningens fryd
fra løndomsfuldt smilende munde.

3. Og segner blandt blomster i majnattens favn,
som brister på skrænter og grene,
og hvisker i duggen den elskedes navn,
du rene, du eneste ene.
Det er ikke morgen, det er ikke nat,
sært tankerne vildes i tågen.
Højt hamrer et hjerte, og fjernt i sit krat
er sommernatsangeren vågen.

4. Hr. Oluf red over elverbro
i midsommernatten den hvide,
da snubled hans ganger på fire guldsko -
hr. Oluf, hvorhen vil I ride?
Hvorhen vil I ride før morgenens skær,
og hvor er I fostret og båret,
og hvem har I diet, og hvem har I kær,
hvor blev eders kjortel skåret?

5. O trolddom i sommernattågernes spind!
O minder, som kogler og frister!
Vi sletternes sønner har drømme i sind,
og véd ikke selv, når de brister.
De ligger og venter forløsningens stund
og længes at blive til sange,
som lærker i kløvermarktuernes bund,
før dagningen lyser i vange.

Carl Nielsen satte musik til Holsteins forestilling Tove

I 1898 skrev Ludvig Holstein skuespillet Tove, et kærlighedsdrama i fem akter, og i 1906 blev Carl Nielsen opfordret til at skrive musik til dramaet. Førsteopførelsen fandt sted i 1908 på Dagmarteatret i København.

Vi sletternes sønner har været populær siden

Digtet optræder ikke i Holsteins oprindelige skuespil, men Carl Nielsen, som tidligere havde sat flere af Holsteins digte i musik, valgte at lade Vi sletternes sønner indgå som en sang i skuespillet. Han redigerede digtets firelinjede vers parvis og skabte med sin storslåede melodi den sang, som har været populær lige siden, mens resten af musikken til Tove stort set ikke spilles mere.

Carl Nielsen melodi er udfordrende, men af høj musikalsk kvalitet

Den bredt bårne melodi holder sig i sangens første halvdel ganske jordbundent – som sletternes sønner – til det nærmeste område omkring grundtonen, både melodisk og harmonisk. I anden halvdel brister længsler og drømme også musikalsk: Melodien stiger til vejrs og føres ind i en række sekvenser med skalafremmede toner og tilsvarende harmonier, kulminerende i takt 12 med en overraskende og lys E-dur akkord. Herfra bevæger den sig tilbage til hovedtonearten D-dur, og et oktavspring markerer afslutningen på Carl Nielsens melodi. Trods sine modulationer og spring, der gør melodien vanskelig at synge, specielt uden akkompagnement, bliver den løftet af sine musikalske kvaliteter, så den kan udfordre og tilfredsstille sangere på flere niveauer, og den er uden problemer gået ind i fællessangsrepertoiret og skolesangen.

Det er vigtigt at akkompagnatøren i takt fire og otte overholder fjerdedelsrytmen – og pauserne.