Udogmatisk hyldest til skaberværket
Vidunderligt tænkt er en hyldest til skaberværket, omend vi kun møder skaberen som tekstens indirekte “du”. Dermed levner teksten på udogmatisk vis plads til modtagerens eget billede af det guddommelige.
Fra sandskorn til stjernestorm
Skaberværkets altomfattende karakter understreges i bevægelsen fra sandskorn til stjernestorm, og fra den konkrete tid i “dette smukke nu” til det glimt af evighed, der viser sig i et stjerneskud på himlen. Samme spænd går i det hele taget igen i hele teksten, der er formmæssigt stramt bygget op med tre led i hvert vers, sluttende med en gentagelse, der virker som en form for omkvæd. Her findes tekstens utvetydige budskab om universets gennemtænkte og guddommeligt villede orden.
Teksten formidler tingenes orden i skaberværket
Igennem versenes to første led opremses heroverfor en række eksempler, som præsenteres i “absolutter” med den gentagende brug af “ikke et/en”, “intet”, “alt” og “aldrig”. Teksten formidler med sikker overbevisning tingenes orden - dog med det glimt af ydmyg forundring, der er indeholdt i det vidunderlige: Det, som er så fantastisk, at der må være et under, noget guddommeligt, bag.
Underet sker hele tiden
Forundringen møder vi ligeledes i det gentagende “har vi set før”, som fortæller os, at uanset, hvad vi måtte møde, så er der tale om en evig serie af unikke genstande og hændelser - noget vi ikke har set før. Gentagelserne skaber en formmæssig kontrast til den vægt, der på indholdssiden tillægges det unikke, hvilket indprenter os, at underet er noget, der sker hele tiden.