Søndag d. 3. april 2022 kl. 14.30
Ryslinge Højskole
Højskolen 1
5856 Ryslinge
Povl Chr. Balslev har netop udgivet bogen "Thorvald Aagaard & Oluf Ring" og tager os med på rejsen ind i disse to komponisters univers. Om bogen skriver Povl Chr. Balslev:
Thorvald Aagaard og Oluf Ring står bag mange af de mest elskede melodier fra den danske sangskat, bl.a. Spurven sidder stum bag kvist, Jeg ser de bøgelyse øer, Danmark, nu blunder den lyse nat og Se, nu stiger solen. Udover at være komponister var Thorvald Aagaard og Oluf Ring i høj grad også sangformidlere, og de viede deres liv til den folkelige sangs tjeneste. Derfor havde de sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub en stor andel i den opblomstring, som fællessangen havde i starten af det 20. århundrede, og sammen stod de for den første udgave af Melodibogen, der udkom i 1922.
Mange af Aagaard og Rings sange er kendte og elskede i dag – men hvem var egentlig de to komponister? Hvad de var oprunden af, og hvad var deres håb og drømme? Denne bog fortæller for første gang historien om Thorvald Aagaard og Oluf Rings liv og ikke mindst om deres fælles drøm om at få musikken og sangen ud til folket.
Vi starter eftermiddagen med kaffebord i spisesalen og går efterfølgende i foredragssalen til foredrag og fællessang.
Tilmelding og pris
Prisen for at deltage er 100 kr. som betales ved døren. Tilmelding skal ske på mail@ryslinge-hojskole.dk eller telefon 62671020.
Læs mere om Ryslinge Højskole