Hent melodier og akkompagnement
Til sanghæftet findes melodierne til alle sange indspillet som akkompagnement til fællessang. Pianist: Carl Ulrik Munk-Andersen.
Køb musik via iTunes/AppleMusic.
Stream via Spotify.
Hent sangene i Højskolesangbogens app
Sanghæftet og melodierne kan også hentes i vores app i App Store eller i Google Play.
Historien om sanghæftet
I 1939-40 var Halfdan Rasmussen elev på Den Internationale Højskole i Helsingør. Et højskoleophold, der ifølge mange kilder fik afgørende betydning for hans udvikling som forfatter. I 2015 valgte Helsingør Kommune som Halfdans hjemkommune at fejre hans 100 års fødselsdag gennem en lang række kulturelle aktiviteter, der på forskellig måde satte fokus på Halfdan og hans livsværk.
Et af initiativerne var en sangkonkurrence udskrevet i samarbejde med Den Internationale Højskole, hvor komponister fra hele landet blev inviteret til at gå på opdagelse i Halfdans voksenunivers og sætte musik til digte, som de syntes var inspirerende og vedkommende i et fællessangsperspektiv. Vi håbede dermed at få skabt en række nye sange om eksempelvis det at være menneske, livet, kærligheden, krig og fred. Sange, som måske kunne blive en del af den danske højskolesangskat.
Vi modtog i alt 192 fornemme bidrag, og et bedømmelsesudvalg bestående af Tom Nagel Rasmussen, Michael Bojesen, Jakob Bonderup og undertegnede Søren Launbjerg gik i gang med udvælgelsen af de melodier, der skulle præsenteres ved en finalekoncert på Den Internationale Højskole den 14. november 2015. Vinderen af konkurrencen blev Janne Mark Eyermann, som med sangen ”Gå stille og tyst” vandt både publikums og udvalgets hjerter.
Jeg er glad og stolt over, at konkurrencens 18 bedste sange nu udgives i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening (FFD) og håber, at sangene vil være til samme glæde for det danske fællessangsmiljø, som de har været for os omkring projektet.
God fornøjelse!
Søren Launbjerg, Forstander på Den Internationale Højskole
Projektet har været støttet af Kulturministeriets puljemidler til folkeoplysning.