Grundtvig opfordrer til at lovsynge Gud
Salmen er fra Grundtvigs tid som præst i Vartov. Med overskriften Lovsang, blev den trykt 7. september 1851 i Dansk Kirketidende. I samlingen N.F.S. Grundtvigs Salmer og Aandelige Sange fra 1883 står den under afsnittet Herrens Dag, dvs. som søndagssalme.
I lovsangene lover man Gud hengivenhed og løfter sit sind til Herren. Alt, hvad som fulgevinger fik er en opfordring til alt hvad Gud har skabt - med og uden vinger – om at lovsynge ham for hans godhed og hjælp til at leve livet.
Sangfuglene hæver sig over livet på jorden
Som digter og leder af menigheden, altså en art forsanger, skrev Grundtvig ofte om sangfuglene som de væsener, der hæver sig over livet på jorden og synger, så vi synes, det er af livsglæde, selv om den biologiske forklaring måske er en anden. Tilsvarende beskrives engle i ældre religiøs digtning, i malerkunsten og i kirkemusikken som smukke og smukt syngende væsener.
Sangen forløser menneskets natur
I salmen drager Grundtvig en parallel mellem åndedrættet og sangen.
Fuglene og andre vingede væsener drager ånde med sanglyd, og han opfordrer alle vingede væsener til at anvende sangen til at lovprise Gud.
Menneskets ”vinger” er evnen til tanke og tale. Når disse evner anvendes til sang, har vi de frieste og bedste muligheder for at forløse det dybeste i menneskets natur
Mennesket kan møde Gud i lovsangen
Den almene og særlige menneskelige trang til at ville finde mening i tilværelsen forløses ifølge Grundtvig i mødet med Guds nåde. Den Gud som gennem Helligånden øser sin kærlighed over os.
Derfor skal vi vågne op og lovsynge Gud. For lovsangen er menneskets måde at møde Gud på og gengælde hans kærlighed.
Salmen slutter med en opfordring til at fortælle alle fugle og engle, at du i taknemmelighed for ånde, røst og vinger vil kappes med dem om til evig tid at prise Gud.