Salmen er et brudstykke af et forårsdigt, som Grundtvig oprindeligt skrev til en påskegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. I digtet er en forårsmorgen og den blomstrende natur med til at tegne et billede af Guds blomstrende rige. Grundtvigs jublende naturbeskrivelser bliver bakket op af Emil Hartmanns iørefaldende melodi, der har basis i højromantikken og emmer af liv.
Salmen er et brudstykke af en kantate til en påskegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Dens præg af kantate kan stadig iagttages i den hårfine balance mellem et forårsdigt og en salme. Den blomstrende danske forårsmorgen knyttes sammen med påskens evangelium, men Grundtvig forveksler ikke tingene og gør kristendommen til en naturreligion, sådan som en Oehlenschläger kunne finde på. Her bliver naturen et billede på Guds rige.
1. Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.
2. Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!
3. Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.
N.F.S. Grundtvig
En rigtig dansk forårsmorgen ligger til grund for digtet, men skildret med ord og klicheer som ikke henvender sig til sanserne, men til sproglig genkendelse. ”Forårssol”, ”fuglekor i mark og lund” og ”blomster der står i flor” forbinder foråret med påskens evangelium og Guds rige. I andet vers opfordres alverdens folkeslag til ligesom fuglene at bryde ud i lovsang for dødens overvinder, Jesus Kristus.
Digtet munder ud i en forkyndelse af, at livets sejr over døden nu skal føre til et driftigt folkeliv både ”årle og silde” – et af disse folkelige slagord, som Grundtvig yndede at bruge i sine salmer og sange. I dag siger vi ”tidligt og sent”.
Melodien er komponeret af organist, dirigent og komponist Wilhelm Emilius Zinn Hartmann, i daglig tale blot Emil Hartmann (1836-1898). Han komponerede ikke så få værker, bl.a. balletmusik, fire symfonier, symfoniske digte, koncerter, kammermusik, kormusik og sange. Men hans kvalifikationer ufortalt blev det hans lod at stå i skyggen af faderen J.P.E. Hartmann og svogeren Niels W. Gade.
Denne salmemelodi vidner dog om en sikker fornemmelse for en god melodiføring og en iørefaldende harmonik med basis i højromantikken. Således var melodien et typisk mål for de senere udrensninger af romantikkens salmemelodier med Thomas Laub i spidsen - men den overlevede takket være dens folkelige popularitet. Alene starten er livgivende: Fra en e-mol akkord bevæger vi os via en C-dur (subdominant) og en ufuldkommen A7 (vekseldominant) til melodiens første højdepunkt: en G-dur med d i bassen. Alt imens melodien springer op på tertsen og derfra videreføres med den figur, som Hartmann holdt så meget af, at han måtte bruge den to gange i slutningen (takt 11). Rytmen emmer af liv: Den dansante 6/8-takt modsvarer jubelen i Grundtvigs påskesalme.
Nr. 303 i Højskolesangbogens 19. udgave
Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1846
Melodi: Emil Hartmann, 1860
Artiklen er skrevet af Arne Ørtved, melodibeskrivelse af Erling Lindgren
Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.
