Folket er endnu forblindet

Baggrund Frihed og fællesskab

Sangen er et uddrag af Grundtvigs 332 linjer lange digt, skrevet til hans to sønners konfirmation. Teksten er en opsang til folket, der må vågne op og tænke på oldtidens drømme og bedrifter. Grundtvigs religiøse frisind samt forholdet mellem falskheden og sandheden træder frem i teksten. I 2004 satte Jakob Bonderup en smuk og sangbar melodi til.

Grundtvig læste digtet op til sine sønners konfirmation

Ved sine sønners konfirmation i 1839 læste Grundtvig to store digte op. Begge er der senere kommet kendte sange ud af: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord, og denne, et uddrag af det 332 linjer lange digt Til mine to Sønner. Digtet kan i sin fulde længde findes i N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, Bind VI.

Den svære tekst rummer en opsang

Teksten er svær. Det er en opsang til det danske folk. Gennem middelalder, renæssance og oplysningstid har de nordiske folk sovet. Det er på tide at mindes oldtidens bedrifter. Ikke røvertogterne, men drømmene som de blev udformet i oldtidsdigtningen fra Edda til Saxo.

Folket er endnu forblindet

1. Folket er endnu forblindet, kender ej sin egen tarv,
har bortsovet oldtids-mindet, skatter ej sin rige arv.
Blændværks-timen er dog omme, folk i Nord må vågne brat,
lystes ved at ihukomme dagen før den lange nat.

2. Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde, som på skrømt ham træder nær!
Hvad for resten I har mærket, glemmer ej, om nok så grå,
immer lysten driver værket, elsker, hvad I vil forstå!

3. Hvor naturen undertrykkes, der kun falskhed vorder stærk,
evig slet kun derved lykkes, skin og skrømt og skyggeværk!
Hvad jeg fandt i hjertegrunden lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden udtryk for med liv og ild:

4. Fædres ånd med billedsproget og vor moders klare røst,
kæmpehad til romer-åget, kæmpemod i kvindebryst.
Fred og frihed, lys og læmpe, det er tidens sande tarv,
men den må sig selv tilkæmpe, hvad ej til den gik i arv.

5. Thi mod tankegangens love lykkes intet, som man ved,
vil man freden sig tilsove, nøjes man med gravens fred.
Vil man ene frihed nyde, nøjes man med sin idé,
vil man sig ved lyset fryde, sky man ej sig selv at se.

6. Fred for daglig rov og plage under skjold af lov og dom,
fred for krig i fredens dage, trods den ret, som gjaldt i Rom!
Frihed først og sidst for ånden, hvor den virker uden arm,
frihed derhos og for hånden, som gør gavn og ingen harm!

7. Læmpe med hvad hjertet rører, læmpning efter folks attrå,
læmpe og med alt, som fører til oplysning hos de små.
Derfor lærer eders hænder, hvad jer tækkes bedst til gavn,
da, hvordan sig bladet vender, største flid har mindste savn.

8. Bedre råd end al vor rygen med studerekamrets os,
råd imod bogormesygen og bogorme-livets ros.
Menneske i alt at være og, skønt støv, i ånden stærk,
Gud i mennesket at ære Som vor skabers mesterværk.

Ordforklaringer

4.3 læmpe: varsomhed; ordet bruges på lidt forskellige måder i digtet.

Grundtvigs religiøse frisind træder frem i salmen

Vers to begynder med at udtrykke det religiøse frisind som Grundtvig var nået frem til i begyndelsen af 1830’erne. Hedningen (ateisten), tyrken (muslimen) og jøden burde han vel fornægte som præst. Er de imidlertid sandhedssøgende, så er de langt at foretrække for de vane- eller kulturkristne. Versets afslutning minder om Nu skal det åbenbares vers 5.5-7. Her er det imidlertid klart, at viljen til at forstå kommer før kærligheden – Grundtvig kan ikke tages til indtægt for, at man kun skal beskæftige sig med det, man har interesse for. Nej, men indsigten kommer først, når man har levet sig ind i stoffet, har fået det kært.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig

Friheden er først og fremmest åndelig

I vers tre-fire behandles forholdet mellem falskheden (dér hvor naturen under- trykkes), og sandheden (i hjertegrunden). Den sandhed der udtrykkes i myterne på modersmålet. Det forhadte romeåg er betegnelsen for det latinske magtsprog, der på Grundtvigs tid stadig er det akademiske sprog. Afhandlinger på universitetet blev forsvaret på latin. Men modersmålet gør modstand, og fred og frihed kan tilkæmpes. Og netop tilkæmpes (vers fem). For ro er ikke fred, men åndelig død, ligesom friheden aldrig kun er min. Det underbygges i vers seks: Fred er ordnede samfundsforhold, men romerretten – i modsætning til nordisk ret – beskytter systemet frem for mennesket. Friheden er i første række åndelig – og dernæst fysisk, men den er aldrig frihed til at skade andre. I vers syv må ordet læmpe betyde ”stille at indrette sig til gavn” – altså at leve et jævnt og muntert, virksomt liv.

Og luk så bogen, for livet er ikke i bøgerne – det er det for stort og levende til.

Bonderups melodi er smuk og let at lære

Jakob Bonderups melodi fra 2004 sammenfatter versene to og to. Den er rytmisk, iørefaldende og let at lære, måske næsten for smuk til den konfliktfyldte tekst.