Hvad solskin er for det sorte muld

Baggrund Liv

Grundtvigs tekst opsummerer kernefortællingen om den folkelige oplysning og ses som en af de poetiske grundsten i de frie skolers værdigrundlag. Sangen er ofte blevet brugt til skoleindvielser, og blev blandt andet sunget ved åbningen af Grundtvigs Højskole i 1856. Laubs melodi understøtter tekstens varme og optimisme, og i 1970'erne kom Lars Agerbæks mere moderne melodi til.

Grundtvig oprettede en højskole til minde om Marie Toft

Da Grundtvig fyldte 70 år i 1853, fik han bl.a. overrakt en pengegave på 7.000 rigsdaler ”til oprettelse af en Højskole med hans Navn”. Grundtvigs Højskole blev oprettet 1856 i Marielyst i Lyngby til minde om den højtelskede anden hustru, Marie Toft, som var død i 1854 efter blot tre års ægteskab. Senere blev den flyttet til sin nuværende beliggenhed i Hillerød.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig

Sangen er skrevet til skoleåbninger

Til indvielsen blev denne sang sunget – for anden gang samme år. Tidligere på året havde Grundtvig haft besøg af Jens Olsen fra Sjolte på Stevns, som var en driftig, gudelig vakt gårdmand. Grundtvig skrev på Jens Olsens bøn Hvad solskin er for det sorte muld til indvielse af en ny skole i Sjolte. Med de nødvendige tillempninger blev sangen senere brugt ved flere skoleindvielser. Originalens vers fem og seks er udeladt i Højskolesangbogen.

Hvad solskin er for det sorte muld

1. Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde;
langt mere værd end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er lykken klar!

2. Som solen skinner i forårstid,
og som den varmer i sommerdage,
al sand oplysning er mild og blid,
så den vort hjerte må vel behage;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er hjertensfryd!

3. Som urter blomstrer og kornet gror
i varme dage og lyse nætter,
så livs-oplysning i høje Nord
vor ungdom blomster og frugt forjætter;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er frugtbarhed!

4. Som fuglesangen i grønne lund,
der liflig klinger i vår og sommer,
vort modersmål i vor ungdoms mund
skal liflig klinge, når lyset kommer
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er røsten klar!

5. Vorherre vidner, at lys er godt,
som sandhed elskes, så lyset yndes,
og med Vorherre, som ler ad spot,
skal værket lykkes, som her begyndes;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
vor skole stå!

Ordforklaringer

1.2 frænde: slægtning, opr. betydning: den elskede

3.4 forjætter: lover, bebuder

Sangen rummer livsoplysningens programerklæring

Denne sang er – sammen med Er lyset for de lærde blot – den grundtvigske livsoplysnings poetiske programerklæring. I tiden omkring det spæde demokratis fødsel var der udbredt enighed om, at der var behov for kundskaber, for at folket kunne tage del i det politiske liv. Til gengæld var der stor uenighed om, hvilke kundskaber der var nødvendige, og hvordan de skulle formidles. Grundtvigs opfattelse grunder sig på, at der er modsætning mellem døde og levende kundskaber, og at de levende, livsoplysende kun kan formidles i frihed. Senere prægede Christen Kold herudfra højskolens slagord for generationer af højskoleelever: ”Først oplive, så oplyse”

Det folkelige vokser ud af sangens poesi

Med sin sikre sans for den poetiske virkning slutter Grundtvig hver vers med et deklamatorisk udråbstegn: Lykken, hjertensfryd, frugtbarhed, røsten (sangen) og skolen (for livet) – alt dette vil den sande, milde og blide oplysning bevirke. Og når det synges af hver enkelt røst i en forsamling, vil det folkelige lidt efter lidt vokse frem.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne.

God fornøjelse!

Laubs melodi tilfører varme og optimisme

Endnu i den banebrydende melodibog fra 1922 henvises man til at bruge C.E.F. Weyses melodi til Det er så yndigt at følges ad. Med sit langsomt skridende præg og de træge gentagelser til sidst er den utilfredsstillende. Thomas Laubs melodi fra 1924 er med sin lettere karakter i overensstemmelse med varmen og optimismen i digtet.