Grundtvig skildrer den kristne menigheds historie
Christenhedens Syvstjerne fra 1855 er et historisk-poetisk forsøg på at skrive den kristne menigheds indre historie. Med billeder fra Johannes' Åbenbaring 2 og 3, hvorfra også titlen er hentet, skildrer Grundtvig syv menigheder, som efter hinanden har været tyngdepunkter i kristenheden, jf. artiklen om Vi kan føle, vi skal lære.
Digtet beskriver Grundtvigs syn på folkelighed og kristendom
Det er et udpræget læredigt og derfor tung læsning, men da det indeholder centrale beskrivelser af Grundtvigs syn på folkelighed og kristendom, blev allerede i hans levetid tretten vers optaget i en forløber for Højskolesangbogen.

For at savne noget, må man have kendt det
”Den græder ej for guld, som aldrig guldet så”, siger ordsproget. At græde ”for” noget betyder at savne, men for at savne noget, må man have kendt det, ejet det, men mistet det igen.
Menneskelige grunderfaringer giver os forståelse for Guds kærlighed
Altså: Den, der har fældet guldtårer, har også set guldet. Kun ved en dybfølt erkendelse af, at mennesket har ladet hånt om sin høje oprindelse og er faldet (Første Mosebog 1-3), kan det åbne sig for forkyndelsen (femte vers). Kun det, som vi kender fra vore menneskelige grunderfaringer, fx kærlighed mellem forældre og børn (tredje vers) eller kærlighed til fædrelandet (fjerde vers), giver mulighed for at forstå talen om Guds kærlighed og forkyndelsen af Gudsriget. ”Menneske først og Christen saa”, som Grundtvig udtrykker det, jf. artiklen om Menneske først, kristen så.
Modersmålet sætter os ind i vor historiske sammenhæng
Sangen slutter med en opfordring til at værne om sproget, for ifølge Grundtvig er det kun modersmålet, der går os til hjerte og sætter os ind i vor historiske sammenhæng.



