Grundtvig og Willemoes
”Om kort, om langt blev løbebanen spændt,den er til folkegavn, den er til grøde.”
Således lyder nogle linjer, som Grundtvig i 1872 føjede til Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Når han her taler om et langt liv, har han måske tænkt på sig selv og sin høje alder – næsten 89 år. Skulle Grundtvig derimod forestille sig en kort livsbane, kan han meget vel have tænkt på sin jævnaldrende ungdomsven Peter Willemoes – søhelten som blev ramt af en granat, mens han stod på dækket af orlogsskibet Prinds Christian og tappert dirigerede kanonaderne mod de angribende engelske linjeskibe i slaget ved Sjællands Odde 22.3.1808. Han nåede ikke at opleve sit 25. år.
Deres venskab var kort, men nært
De to mødte hinanden på Langeland i 1807. Grundtvig var huslærer på godset Egeløkke. Den unge søofficer var indkvarteret på Tranekær Slot. Det blev til et nært venskab i den korte tid, de kendte hinanden, og nyheden om vennens bratte død ramte Grundtvig med sorg og fortvivlelse.
I 1809 forfattede han indskriften på mindestøtten over de faldne fra Prinds Christian på Odden Kirkegård: De snekker mødtes i kvæld på hav. I de følgende år skrev han flere Willemoes-digte, der i den foreliggende version er sammenstykket til en sang på i alt 12 vers.
Sangen handler om helten Willemoes
I digtet kalder Grundtvig – som skjalden i det gamle Norden – pigerne til sig for at synge om en helt, ”alle vakre pigers ven”. En kendsgerning er det, at Peter Willemoes i sin korte levetid nåede at blive et idol – omspændt af myter. En af dem fortæller, at han bar en daggert af guld, en hædersgave fra Danmarks unge kvinder som tak for hans heltemodige indsats i slaget på Reden i 1801, hvor han havde udmærket sig ved sin dristighed som kommandant.
Sangens første fem vers besynger Willemoes’ barndom og ungdom og slutter: ”kæk han drog til fremmed land/ manddoms værk at øve”. Willemoes havde for at tilfredsstille sin eventyrlyst og måske også sin pengepung en overgang ladet sig hverve til russisk krigstjeneste, indtil han i august 1807 vendte tilbage til Danmark. Versene 6-12 beskriver optakten til og fuldbyrdelsen af Willemoes’ tragiske endeligt i 1808.
