Johannes Jørgensen var fra den nye generation
I første halvdel af 1890-erne var Johannes Jørgensen den nye generations største digternavn, og han var stærkt engageret i moderne kunstneriske og sociale bevægelser. Om de øvrige sider af Johannes Jørgensens virke, se nærmere i artiklen om Sænk kun dit hoved, du blomst.
Sangen er skrevet til en grundlovsfest
Digtet blev skrevet til en grundlovsfest på Vodroffslund på Frederiksberg den 5. juni 1892. Heri sættes en national ramme for digterens billeder af friheden og naturen. Teksten har karakter af en klar, glad sommersang
Johannes Jørgensen optog ikke sangen i sine digtsamlinger
Til trods for, at sangen siden 1920 havde stået i Højskolesangbogen, optog Jørgensen ikke senere teksten i sine digtsamlinger – heller ikke i den samling han selv godkendte, Udvalgte Digte 1884-1944.
Efter sin overgang til katolicismen i 1896 og den strid med radikale hovedmænd, der fulgte efter - fx brødrene Georg og Edvard Brandes og folkene bag dagbladet Politiken - er det sandsynligt, at Johannes Jørgensen har anset den for en verdslig lejlighedssang uden sammenhæng med det religiøst prægede forfatterskab, der fremover blev hans anliggende. Det har digterens enke i 1978 antydet over for denne artikels forfatter.
Jørgensen redigerede digtet
Oprindelig var formuleringen i vers fire: ”Du lyse friske sommer! / vor friheds unge brud, / fra støv og støj vi kommer / at kåre dig til Gud.” Det var en guddommeliggørelse af den lyse sommer, som indskrev sig i en panteistisk strømning i samtiden. Den tog Johannes Jørgensen senere afstand fra, og han ændrede den sidste linje til ”til fred og stilhed ud”. Først efter hans omvendelse til katolicismen fik hans poesi den enkle klarhed, der allerede anes i denne tekst.