Et samarbejde mellem Johannes Jørgensen og Carl Nielsen
Denne sang blev til i et samarbejde mellem to markante figurer i datidens kunstliv, digteren Johannes Jørgensen og komponisten Carl Nielsen, i 1903. Digteren ønskede at forsøge sig med en kantate, men komponisten var skeptisk; han kunne godt lide teksterne og fandt dem smukke, men han så dem snarere som enkeltstående sangtekster. I 1907 blev Sænk kun dit hoved, du blomst trykt i Carl Nielsens Strofiske Sange. Johannes Jørgensens digt er det andet ud af syv, der blev samlet i en cyklus med den tematiske titel Søvnen i digtsamlingen Blomster og Frugter, der udkom samme år.
Med symbolismen formidles virkelighedens metafysiske niveau
I Danmark var 1890ernes lyriske digtning præget af symbolisme, en livsanskuelse der kan minde om den, vi finder i den romantiske digtning i århundredets begyndelse, bl.a. ved at den ser kunstneren som en særegen personlighed, der – med Johannes Jørgensens egne ord:
”føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har en evig Indfødsret.”
Den genkendelige virkelighed har altså for Johannes Jørgensen et metafysisk niveau, som det er digtningens opgave at kalde frem og billedliggøre – ligesom det er religiøse ritualers og billeders opgave.
Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen
Det er som en konsekvens af den symbolistiske forståelse af relationen mellem virkelighed og symbol, at Johannes Jørgensen i 1896 konverterer til katolicismen, ikke mindst på grund af beundringen for munken Frans af Assisi (1182-1226), der i det store perspektiv kan ses som grundlæggeren af den tankegang at alt levende er forbundet i et evigt kredsløb. Så stor var fascinationen, at Johannes Jørgensen i 1915 flyttede til Assisi i Italien og først i 1952, da han var 86 år gammel, flyttede tilbage til fødebyen Svendborg.
Der tales til blomsten, som var den et menneske
Et nøgleord i 1800-tallets lyriske digtning er besjæling. Besjæling er netop en sprogliggørelse af den holistiske forestilling, at alt levende er forbundet, og det er kernen i det sproglige greb, der betegnes apostrofe: Det implicitte jeg i teksten henvender sig fortroligt til én, som ikke er et andet menneske, i dette tilfælde en blomst. I digtet tales der til blomsten, som om den var et menneske, tydeligt i sidste vers hvor blomsten opfordres til at sove ”som et barn”. Digtet er en hyldest til søvnen, ikke som en metafor for døden, men som en tilstand, der lukker hverdagslivet ude. I de tre vers er det netop fred og mørke, der venter, hvis opfordringerne følges i de mange bydemåder: ”sænk”, ”bøj”, ”vent”, ”sov”.