Sig nærmer tiden

Baggrund Historien

I Sig nærmer tiden tegner St. St. Blicher et billede af sig selv som trækfuglen, der er på vej ud på sit sidste træk. Blicher kæmpede selv med manglende anerkendelse, pengeproblemer og alkoholisme, og derfor vil døden komme som en udfrielse. Af de mange bud på melodier, er Oluf Rings melodi den med størst folkelig appel.

Sangen stammer fra Trækfuglene

Digtet er Præludium til digtsamlingen Trækfuglene. Naturkoncert af Steen Steensen Blicher. Det blev første gang trykt i Randers Avis i forbindelse med subskriptionsindbydelse til digtsamlingen, som udkom i august 1838.

Blichers sygdom

Blicher havde i 1837 været alvorligt syg og regnede selv med, at han ikke ville overleve sygdommen, jf. linjerne 7.3 og 8.4. Hans digt Min Svanesang, skrevet under sygdommen, er ligesom præludiet stærkt præget af den vemodige ”thi også jeg er kun her på træk”-stemning. Han døde dog først i 1848.

Digtsamlingens skjulte menneskelige portrætter

Ud over præludiet rummer digtsamlingen også en ouverture, Det er hvidt herude, samt tredive digte, hvori den jagtglade og -kyndige digter skildrer lige så mange danske trækfugle (lærken, stæren, nattergalen osv.), mange af dem som mere eller mindre skjulte menneskelige portrætter, bl.a. læses digtet om Rylen som et portræt af Blichers hustru, Ernestine.

undefined

St. St. Blicher

Blicher tegner et billede af sig selv som trækfuglen

I Sig nærmer tiden tegner Blicher et billede af sig selv som trækfuglen, der snart skal på farten igen, og man fornemmer, at trækket leder mod døden. Livet er en mellemstation. Her skulle han måske have sunget og levet mere, men han har siddet fast i sit bur og kan blot længes videre.

Blichers modsætning mellem frihed og bundethed

Blicher opbygger den modsætning, som hyppigt forekommer hos ham mellem frihed og bundethed (vers 4 ”frihed” – ”snævre bur”). Det fører over i en dækkende beskrivelse af hans egen ulykkelige livssituation som en ”gældbunden fange”, ja en livsfange spærret inde af ”gitterværket”.

Døden vil komme som en udfrielse

I Blichers eget liv kæmpede han løbende med manglende anerkendelse, pengeproblemer, et svagt helbred og med tiden afhængighed af alkohol.

Derfor kan han ”kvidre et ømt farvel”, da døden vil komme som en udfrielse.

Sig nærmer tiden

1. Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

2. Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.

3. Jeg skulle sjunget lidt mer måske -
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og storme rev mine fjedre.

4. Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.

5. Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.

6. Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.

7. Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud véd, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.

8. Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.

Ordforklaringer

8.1 mig bæres for: jeg aner

8.3 thi: derfor

Fr. Foersoms oprindelige melodi

Allerede i sommeren 1838 udbød Fr. Foersom en melodi for 12 skilling. Foersom var organist i Odense, og Blicher kendte ham personligt og var glad for flere melodier, som han havde skrevet til hans tekster. Denne melodi er i dag helt ukendt.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Oluf rings melodi

Oluf Rings melodi

Oluf Rings melodi er komponeret i 1922 – altså længe efter, at Blichers digt blev til. Der har været flere bud på mulige melodier, men Rings har helt klart den største folkelige appel.

Rings vemodige melodi bliver ikke tungsindig

Den vemodige svanesangsstemning fra Blichers digt føres videre i Rings melodi, uden at tungsindigheden bliver anmassende.

Trods mol-tonearten er der en lethed over melodien. Dels ved at Ring veksler mellem en-, to, tre, fire- og sågar femstemmig sats. Og dels ved at melodien arbejder lige så meget i dur som i mol. Læg således mærke til, at 2. linje er en (næsten gennemført) sekvensering til F-dur af første linjes d-mol forløb, mens det modsatte (med god vilje) gør sig gældende for 3. og 4. linje: Her startes i F-dur, og melodien forløses i en sekvenslignende figur i d-mol.

Betoningen ligger i de fleste tilfælde på det vigtigste ord

Ring undgår endvidere tyngden ved konsekvent at starte linjerne med en optakt på tre ottendedele i stedet for at starte direkte på en betonet tone – herved får han også i de fleste tilfælde lagt betoningen på linjens vigtigste ord.