Skybruddet er symbol på det voldsomme brud
Digtet begynder med et skybrud. Billedet af naturens stærke kræfter, lyden, der kan høres på lang afstand og de efterfølgende store mængder vand, der vælter ned og oversvømmer kælderen, er ikke til at tage fejl af. Bruddet er voldsomt og gennemtrængende.
Jeg’et ”lægger planker hen over” den sorg, der oversvømmer tilværelsen. Måske for at undgå at falde ned i den og gå til grunde i dybet.
I andet vers bevæger vi os til det nære
Fra de uregerlige naturkræfter og billedsproget bevæger teksten sig (i anden del af første vers) over i noget mere konkret og nært: Stuen, lampens skær og jeg’et, der ”… lukker øjnene / for at være lidt alene”.
Andet vers bevæger sig på samme måde fra abstrakte, drømmende billeder til jeg’et, der igen lukker øjnene, men denne gang er det ikke for at lukke verden ude og være alene. Tværtimod: ”Jeg lukker øjnene / for at være sammen med dig”.
Omkvædet tilbyder en eksistentiel forløsning
Teksten i omkvædet er en slags eksistentiel forløsning, der står klart og stærkt i sin usmykkede enkelhed:
Alle de mennesker
jeg har elsket
befinder sig stadig
et sted i mig
Sorgen er en fortælling om det, man aldrig kan miste
Om digtet siger Dy Plambeck, at det er inspireret af hospicepræsten Ole Raakjærs ord:
”Det menneske, der har været en uadskillelig del af ens liv, skriver man heldigvis ikke ud af sit ”livsmanuskript”, fordi det dør. Biologisk død er på ingen måde det samme som eksistentiel død. Sorgen er ikke bare en fortælling om det eller den, man har mistet, men i ligeså høj grad om det, man aldrig kan miste.”
Ole Raakjær
Kærligheden har fået en ny form
Sangen i sin helhed beskriver en ændringstilstand i den enkelte. Skilsmisse, dødsfald, kærestebrud eller forlist venskab har udløst en forandring. Kærligheden i det enkelte menneskes liv har fået en ny form, og det er tid til at orientere sig i det nye landskab. Men digtet udtrykker kærlighedsbillederne i klimabilleder og tilføjer på den måde teksten et ekstra lag. Ikke bare det enkelte menneske er forandret. Det er verden også.
Teksten rummer også et foruroligende klimabillede
Som konsekvens af forandringer i klimaet er omfanget af skybrud og oversvømmelser tiltagende i disse år. Atmosfærens indhold af vanddamp forøges med temperaturstigningerne, og som følge heraf bliver bygerne kraftigere, og nedbøren falder hårdere end tidligere. Til tekstens foruroligende klimabillede hører, ud over uvejret, også beskrivelsen af byen (i sidste vers):
Byen ligger stille hen
som en fisk med bugen
i forurenet vand.