Sommersolhvervssang

Baggrund Året

Johannes V. Jensen skrev teksten til Sommersolhvervssang i 1936 som et alternativ til den klassiske sankthansvise Vi elsker vort land. Med sin midsommerfortælling beretter sangen om det cykliske ved årstidsskiftene - og livet i sin helhed.

Johannes V. Jensens midsommersang

Siger man ”midsommersang”, så er det Holger Drachmanns Midsommervise, man tænker på. Om den har Johannes V. Jensen skrevet, at han finder den smuk, men at han ikke bryder sig om dens ”nationalistiske Tendens”. Derfor skrev han denne Sommersolhvervssang, som tryktes i Politiken 23. juni 1936 og året efter blev optaget i Paaskebadet. Digte 1931-1937.

Midsommerens fejring markerer årets cykliske gang

Ligesom Johannes V. Jensen i sin vintersolhvervssang (Vor sol er bleven kold) ser julen som en fest for sommeren, der skal komme, sådan vil han her understrege, at årets længste dag er en påmindelse om årets cyklus – og dermed om livets cyklus. Hvis ikke årets fester har deres rod i den danske natur, er de for ham at se kun tomme ritualer.

Johannes V. Jensen

Sangen påminder os om vores andel i det store kredsløb

Sangen beskriver skærsommer på en helt naturalistisk måde, dels som en formeringens tid for alle levende væsner (vers 2 og 3), dels ved at fokusere på det modsætningsfyldte i naturen, som vi bliver mindet om ved sommersolhverv: ”Sommer kommer, og sommer lakker” (4.1). Knap er det blevet sommer, før dagene begynder at blive kortere – ligesom formeringen også er begyndelsen til enden for den enkelte, der har sin lille andel af universets store kredsløb.

Midsommers andagt

I tekstens sidste vers tales der alvorligt om ”andagt” (åbenhed for og hengivelse til det religiøse budskab), ikke om fest og glæde rundt om bålet, og der tales til et ”du”; men hvem er denne ”broder” – i forhold til den, der synger?

Eksistentiel tyngde

Denne sangs påmindelse om liv og død og om naturens evige kredsløb i både den enkelte og i universet har en helt anderledes tyngde i bevidstheden end den ”krans (…) af sommerens hjerter så varme, så glade”, der bindes i Midsommervise.

Sommersolhvervssang

Midsommerteltet, de lyse nætter,
står tjældet over de danske sletter.
Som søer, rørt af en brise, kornet
nær kysten står, under månehornet.
Og bål, som tændes på næs og bavn,
et budskab bringer fra stavn til stavn.

Sent høres fugle, som ej vil sove.
Det kalder, drager fra dunkle skove.
Den hvide nat, hvor der vågent drømmes,
bedårer mange, mod skoven strømmes.
Og ungersvenden forsmår sin seng,
før sol står op over dugvåd eng.

Skærsommer breder sin blomsterhynde
med alle urter og årets ynde.
Og glædedrukkent der fejres sommer,
i skoven jubel og dunk af trommer.
Og når raketter og blus er brændt,
og asken kold, da er solen vendt.

At sommer kommer, og sommer lakker,
så tit vi oplever det, vi takker.
For årets genkomst, for årets vaner,
og soles vandring på stjernebaner,
for himmellegemers faste gang,
en glædesild og en solhvervssang!

Lad det fordybe din andagt, broder:
dit timeglas er i takt med kloder.
Dit sommerblus, som kun stakket blænder,
er ild af altets, der aldrig ender.
Se skov og eng står igen i flor:
Velsign din sol og velsign din jord!

Ordforklaringer

1.2 tjældet: bredt ud

1.5 bavn: brændestabel der antændes som signal på toppen af en bakke, en ”bavnehøj”; her bruges ordet som betegnelse for selve bakken

1.6 stavn: sted; her om et iøjnefaldende punkt i landskabet (jf. ordet ”forstavn”)

4.1 lakker: går mod enden

5.2 er i takt med: følger samme rytme som

Kredsløbet i melodien

Åge Nielsens melodi har utvivlsomt været medvirkende til at udbrede kendskabet til denne sommersolhvervssang. Melodien genspejler naturens kredsløb i de sekvenserende, bølgende melodilinjer og den insisterende rytme, der på én gang drejer om sin egen akse og samtidig leder os videre.

Harmoni og kulmination

Fra den harmonisk stillestående start, hvor d-mol stædigt fastholdes i tre takter, kommer der fra takt 4 pludselig bevægelse i form af en sekvenserende akkordrække, der falder til ro på dominanten i takt 8. Her holder den syngende forsamling og naturen vejret, før vi skal op på melodiens absolutte højdetone, som i teorien ligger uden for de fleste almindelige menneskers stemmemæssige rækkevidde – men i praksis sætter trumf på med det høje f, som sandsynligvis vil være mere velment end smukt. Men det er vel også det vigtigste! På organisk vis får melodien derefter lov til at lægge sig til hvile på den dybe grundtone.

En lysende mol-melodi

Nielsens melodi er en mol-melodi, og ofte betragtes sådanne som værende mere grå og triste end dur-melodier. Men den rytmiske og harmoniske energi løfter melodien, så den supplerer den lyse midsommertekst.