Grundtvig digtede salmen før sin juleprædiken i 1824
Tidligere mente man, at salmen var skrevet i 1825, men den må, som påvist af Grundtvigforskeren Kaj Thaning, være digtet julenat 1824, mens Grundtvig forberedte sin juleprædiken, som salmen nøje knytter sig til. Grundtvig var meget bekymret over rationalismens indflydelse på kirken, altså den fornuftsprægede udlægning af Bibelen, som han anså for en fornægtelse af kristentroen. I julenatten påkalder han da Guds engle, de første forkyndere af julens budskab.
Englene bydes velkommen som julegæster
I vers et til fire bydes Guds engle velkommen, som var de kære julegæster, der vender tilbage år efter år for at forkynde den samme juleglæde som allerførste gang, ikke mindst for børnene, som i drømme modtager englene som legekammerater (vers 5).
De følgende vers handler om virkningen af den forkyndelse, ”som sig med hjertet rimer” (og ikke blot er for forstanden). Julesalmerne danner en stige fra himmel til jord, som englene kan vandre op og ned ad ligesom i Jakobs drøm i Det gamle Testamente (1 Mos 28,12) og åbne adgangen til Guds rige.
Salmen slutter med en bøn
Salmen klinger ud i en bøn om, at denne vision må gå i opfyldelse så ”julesorgen” slukkes (vers otte) – sorgen over kirkens åndelige forfald.
