Velkommen igen, Guds engle små

Baggrund Året

Julesalmen er skrevet af Grundtvig på selveste julenat i 1824. Grundtvig var i den periode bekymret for rationalismens indflydelse på kirken. I ottende vers udtrykkes en bøn om, at julesorgen skal slukkes - og denne sorg er måske netop sorgen over kirkens åndelige forfald. Berggrens melodi er den mest anvendte til fællessang, mens Weyses melodi egner sig godt til korarrangementer.

Grundtvig digtede salmen før sin juleprædiken i 1824

Tidligere mente man, at salmen var skrevet i 1825, men den må, som påvist af Grundtvigforskeren Kaj Thaning, være digtet julenat 1824, mens Grundtvig forberedte sin juleprædiken, som salmen nøje knytter sig til. Grundtvig var meget bekymret over rationalismens indflydelse på kirken, altså den fornuftsprægede udlægning af Bibelen, som han anså for en fornægtelse af kristentroen. I julenatten påkalder han da Guds engle, de første forkyndere af julens budskab.

Englene bydes velkommen som julegæster

I vers et til fire bydes Guds engle velkommen, som var de kære julegæster, der vender tilbage år efter år for at forkynde den samme juleglæde som allerførste gang, ikke mindst for børnene, som i drømme modtager englene som legekammerater (vers 5).

De følgende vers handler om virkningen af den forkyndelse, ”som sig med hjertet rimer” (og ikke blot er for forstanden). Julesalmerne danner en stige fra himmel til jord, som englene kan vandre op og ned ad ligesom i Jakobs drøm i Det gamle Testamente (1 Mos 28,12) og åbne adgangen til Guds rige.

Salmen slutter med en bøn

Salmen klinger ud i en bøn om, at denne vision må gå i opfyldelse så ”julesorgen” slukkes (vers otte) – sorgen over kirkens åndelige forfald.

Velkommen igen, Guds engle små

1. Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.

2. Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!

3. Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.

4. Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!

5. Så drømmer de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømmer dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømmer, de leger jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

6. Da vågner de mildt i morgengry
og tæller mer ej timer,
da hører vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.

7. Da vandrer Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.

8. O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!

Ordforklaringer

2.3   udbære vor jul: If. gammel tro bringer den gæst, der i julen forlader et hus uden at nyde noget, ulykke over huset
2.4   lide: stole
2.6   kvide: sorg
3.3   en hytte: stalden i Betlehem
3.4   drages vi til minde: husker vi godt
4.3   puslinger: oprindeligt ”rollinger”; Grundtvigs to drenge, Johan og Svend, var på dette tidspunkt henholdsvis to et halvt år og tre måneder gamle
5.2   forblommet: dunkelt (egl. dækket af blomster)
5.6   fornummet: anet
7.4   den efterhige: længes efter den
7.5   borge-led: indgangsport
8.3   som en barnemoders ve: ”Når kvinden skal føde, sørger hun, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden” (Joh 16,21)

Salmen kan synges på to melodier

I Højskolesangbogen bringes to forskellige melodier, af hhv. Berggren og Weyse, til denne julesalme.

Du kan lytte til begge melodier i videoerne herunder.

Berggren komponerede en melodi, der egner sig godt til fællessang

A.P. Berggreen komponerede i 1832 den mest kendte og anvendte melodi, som i sin ligefremme enkelhed er velegnet til fællessang. Den bringes som a-melodi.

Weyse skrev en ny melodi til salmen i 1838

Grundtvig henviste selv til C.E.F. Weyses melodi til Den signede dag. I 1838 skrev Weyse en ny melodi til salmen. Fornemt bærer den i stigende og faldende bevægelser teksten frem, og i sin sarthed kommer den bedst til sin ret, når den synges som korsats. Højskolesangbogen har den med som b-melodi.